Hvordan skal man forstå et aktieindeks? Hvor meget skal man smide i markedet? Og hvad ligger der i ordet kurtage? Det var den slags spørgsmål, som Linnéa Schmidt og Ann-Christina Lykke Motzfeldt hver især sad med, da de med usikre hænder købte deres første aktier for år tilbage.

Spørgsmålene var mange, men svarene få, for der var langt imellem venner og bekendte, der kendte noget til investering.

Ann-Christina: »Jeg havde sådan lyst til at snakke med nogen om aktier, men jeg kendte ikke særlig mange andre, der handlede på det tidspunkt – og nærmest ingen kvinder,« siger Ann-Christina, der købte sine første aktier i 2008.

Linnéa, der startede med at investere nogle år senere, nikker bekræftende. Hun og Ann-Christina driver i dag det investeringsfællesskab for kvinder, der hedder Moneypenny & More.

Uafhængigt af hinanden ledte de nemlig begge efter et forum, hvor de kunne få lov til at spørge løs, dele tips og tricks og debattere gode og dårlige aktier. Men på trods af ihærdige forsøg viste det sig hurtigt, at udbuddet ikke var særlig stort.

Linnéa: »Det var ikke, fordi der overhovedet ikke var grupper med den slags, men det var få og primært mænd, der var med i dem – og tonen var lidt hård. Så jeg følte mig ikke så velkommen,« husker Linnéa.

Det var kommentarer som 'Hvorfor spørger du om det her?' eller 'Google it', der mødte de to investorer, når de forsøgte sig med et par spørgsmål i de forskellige etablerede forummer.

Ann-Christina: »Jeg tror, at jeg stillede to spørgsmål, og så stillede jeg ikke flere. Det hjalp mig slet ikke, og det var ikke særlig rart at blive mødt af som nybegynder.«

Linnéa: »Nej, det var svært at navigere i, når man ikke kendte begreberne. For hvad var det præcis, jeg skulle google? Finansverdenen har et helt bestemt lingo. Man taler om investering på en måde, så det helst skal føles lidt svært, for så er det forbeholdt nogle bestemte mennesker. Det provokerede mig, hvis det var det, der skulle holde mig fra at investere.«

Selvom Linnéa og Ann-Christina i dag arbejder tæt sammen og har daglig kontakt, mødtes deres veje først i 2017. På det tidspunkt havde Linnéa opgivet at finde et eksisterende forum, hvor hun kunne stille spørgsmål og debattere aktier.

Så i stedet oprettede hun sit eget, og det blev til 'Facebookgruppen Moneypenny – kvinder som investerer', som var en pendant til det svenske forum, hun tidligere selv havde været en del af.

Linnéa: »Jeg brændte helt vildt meget for at hjælpe og fortælle flere kvinder, at de kunne investere. At det var muligt, og at det slet ikke var svært,« fortæller hun.

Og det var netop den gruppe, som Ann-Christina havde ledt efter i flere år. Så hun tog meget forventningsfuld med til et af arrangementerne. En investeringscafé, hvor medlemmerne kunne mødes og vende stort og småt inden for aktier. Og det var her, at de to investorer løb ind i hinanden.

Linnéa Schmidt og Ann-Christina Lykke Motzfeldt
Linnéa Schmidt og Ann-Christina Lykke Motzfeldt Foto: Yurii Bulanov / Skovdal Nordic
Vis mere

Ann-Christina: »Jeg syntes, at Linnéa var rigtig sej, og vi snakkede virkelig godt sammen. Så efter investeringscafeen skrev vi lidt og begyndte at tale mere og mere om business,« siger Ann-Christina henvendt mod Linnéa, der nikker entusiastisk.

Linnéa: »Ja. Det blev hurtigt tydeligt, at vi havde en fælles drøm. Flere kvinder skulle vide noget om investering. For vi var begge eksempler på, at det kunne lade sig gøre, og at det ikke krævede en finansiel uddannelse eller noget.«

Ann-Christina: »Ja! Det har hele tiden været vores vigtigste mål. For nogle ved måske ikke engang, at det er en mulighed. Det var i hvert fald mindblowing for mig. At de penge, som jeg havde tjent i løn, også kunne tjene penge til mig. Og vi har jo begge to oplevet, at det ikke var helt ligetil at få en fod indenfor i den verden. Så hvorfor skulle vi sidde med guldkorn og ikke dele ud af dem? Nej, selvfølgelig skal vi kvinder hjælpe hinanden.«

Linnéa smiler og nikker bekræftende:

Linnéa: »Ja, og det er ret magisk at kunne tale med andre kvinder om investering. At hjælpe hinanden.«

Ann-Christina: »I dag ved folk generelt meget mere om, hvad det er. Der er sket et kæmpe skred på de her få år, og der er kommet en større bevidsthed om det. Før var folk sådan: 'Det lyder spændende, men farligt, så det skal jeg nok ikke selv'. Mens det nu mere er sådan: 'Det har jeg godt hørt om, og jeg har også tænkt på, at jeg skal i gang'.«

Linnéa: »Helt enig. Der er flere og flere, der snakker om det. Og som er i gang med at investere. Der er kommet flere helt almindelige mennesker som dig og mig,« siger hun, mens hun rækker armen ud mod Ann-Christina.

Linnéa: » … der investerer og viser det på for eksempel Instagram. Så der er kommet flere forbilleder, og det er da fedt!«

Ann-Christina: »Ja! Vi og mange andre har været med til at skubbe på den her udvikling og give en bevidsthed om, at investering faktisk er en mulighed, og det er jeg meget glad for. For investering er en måde, hvor vi kan skabe mere lige muligheder for mænd og kvinder – for kvinder er stadigvæk lidt bagud.«

Linnéa: »Meget bagud!«

Ann-Christina: »Der sker noget hele tiden, men ja, vi er stadigvæk ikke økonomisk ligestillede, men hvis kvinder begynder at investere, kan det måske udligne lidt af forskellen.«

Det er helt tydeligt, at de to investeringsentusiaster er glade for deres beslutning om at hive en del af deres penge ud fra opsparingskontoen og kaste dem ud på aktiemarkedet i stedet for. Det har nemlig samtidig givet dem begge muligheden for at gøre det, som de har gået og drømt om.

Linnéa: »Den tid, hvor jeg har investeret, har været med til at give mig en anden form for økonomisk tryghed og gjort mig fokuseret på mine egne drømme og mål på en mere bevidst måde. Nu fravælger jeg måske at købe en trøje for i stedet at købe en aktie, fordi jeg ved, hvor meget en krone kan vokse.«

»Mit mål er, at jeg skal kunne leve af udbyttet fra mine aktier, og det er ikke, fordi jeg vil stoppe med at arbejde, men det giver mig en økonomisk tryghed,« siger Linnéa, der netop har opsagt sit job som forsker for at blive den første fuldtidsansatte i Moneypenny & More.

Ann-Christina: »Kan man ikke sige, at du har valgt drømmen om at blive økonomisk uafhængig til?«

Linnéa: »Jo, for det er mit mål. Jeg vil være økonomisk fri og kunne arbejde frit uden at skulle tænke på penge.«

Investeringseventyret har også givet Ann-Christina andre muligheder, end hun måske ellers ville have haft. Afkastet har nemlig skabt et økonomisk råderum, så hun for nogle år siden turde springe ud som selvstændig med sit eget reklamebureau.

Ann-Christina: »Det med at være selvstændig har været en drøm, jeg altid har haft. Og det har jeg kunnet gøre, fordi jeg har følt mig økonomisk uafhængig de seneste seks år på grund af mine investeringer.«

»For med dem som buffer vidste jeg, at jeg havde økonomi til at klare mig i et par år, hvis nu der skulle være perioder, hvor jeg ikke tjente så meget i firmaet. Så allerede nu har det at investere givet mig muligheden for at udleve nogle af mine drømme. Og så byder nye drømme ind, men nu kan jeg tillade mig at drømme endnu større end tidligere.«

Derfor er hverken Ann-Christina eller Linnéa i tvivl om, at de vil fortsætte med at investere – også selvom verden byder på pandemi, krig og inflation.

Ann-Christina: »Der kommer altid en ny krise eller noget andet, så det handler bare om at komme ud på markedet og blive der.«

Linnéa: »Ja. Man skal ikke tænke så meget over, hvornår det er det bedste tidspunkt. For der er ikke nogen, der kan forudsige, hvordan markedet kommer til at udvikle sig alligevel. Det går op og ned hele tiden – og det vigtigste er at være til stede. Vi plejer faktisk at sige, at det bedste tidspunkt for at investere var i går.«