Hvis du altid har haft en drøm om at lege turist i Island eller Norge, så er denne sommer et rigtig godt bud på, hvornår den drøm skal udleves.

Begge de to nordiske lande er nemlig markant billigere at rejse rundt i i år sammenlignet med sidste år.

Det viser en opgørelse fra Spar Nord over de lande, hvor man kan få lidt mere for sine danske kroner i forhold til sidste år.

Både Norge og Island er også blandt de lande, som den danske regering tidligt åbnede op for, da coronakrisen begyndte at aftage så småt. Hvilket gør dem til potentielt favorable feriemål.

I Norge er det for os danskere blevet 10 procent billigere at rejse sammenlignet med sidste år, mens når det gælder Island, så er det tal 6,4 procent, lyder det i undersøgelsen.

Årsagen til, at det er blevet billigere at rejse i de to lande, skal findes i, at begge landes valuta er svækket siden sidste år sammenlignet med den danske krone, som er bundet til den stærke euro.

»I Norge skyldes den svækkede valuta i høj grad oliepriserne, som på grund af coronakrisen har oplevet et dramatisk fald. Her er den danske krone ikke lige så sårbar, fordi vi herhjemme kører fastkurspolitik over for euroen,« siger Jens Nyholm, som er cheføkonom i Spar Nord, i en pressemeddelelse.

»I Island skyldes svækkelsen formentlig, dels at coronakrisen vil stoppe en væsentlig valutaindstrømning fra turister, og dels at kreditvurderingsinstituttet Standard and Poors i april nedjusterede kreditvurderingen af tre islandske banker,« uddyber han.

Preikestolen i Norge kan med fordel blive en del af din sommerrejse i år. Der er nemlig penge at spare ved at rejse til Norge i forhold til sidste år.
Preikestolen i Norge kan med fordel blive en del af din sommerrejse i år. Der er nemlig penge at spare ved at rejse til Norge i forhold til sidste år. Foto: Carina Johansen
Vis mere

Det skal dog siges, at såvel Norge som Island fortsat er dyrere at rejse i end en lang række lande.

De to lande er dog blot blevet markant billigere.

Er man mere til garanti for varme og glimrende badestrande, så lyder det i pressemeddelelsen, at man med fordel kan tage til Kroatien.

I forhold til Balkan-statens valuta, kuna, er den danske krone nemlig også blevet styrket.

Det betyder, at man i forhold til sidste år kan spare omkring to procent på en potentiel rejse til Kroatien, lyder det.

Skulle man spare de helt store summer ved at udnytte landes svækkede valutaer, så havde en tur til Brasilien, Sydafrika og Mexico givet allerbedst mening på verdensplan, men her anbefaler de danske myndigheder fortsat ikke, man rejser hen.

Har man lidt for mange penge på kistebunden og gerne vil rejse til en destination, hvor man får mindre for sine penge, så kan man med fordel rejse til Schweiz.

Her er priserne steget med 2,8 procent siden sidste år.