Det er gratis for pensionister at fiske: Men nu vil forening have det ændret


Lystfiskertegn har siden 1993 været gratis for alle pensionister i Danmark – men sådan skal det ikke være fremover.
I hvert fald hvis det står til Ferskvandsfiskeriforeningen.
Over for TV 2 Østjylland siger næstformand i foreningen, Max Thomsen, at han har henvendt sig til ministeren på området for få at ændret loven.
»Pensionister i dag er jo ikke så fattige, så de par hundrede kroner om året får de nok råd til, når man ser på, hvad de bruger i udstyr. Og de har deres tid til rådighed og kan fiske stort set, når de vil,« siger Max Thomsen til mediet og tilføjer, at han mener, at bidraget kan forbedre forholdene for fiskere.
At have et lystfiskertegn i Danmark koster 185 kroner om året.
Udover pensionister er det også gratis for unge under 18 år at have et lystfiskertegn.
Ifølge Dansk Videncenter for Sportsfiskeri er der godt og vel 600.000 danskere, som »mere eller mindre regelmæssigt svinger fiskestangen ved å, sø, kyst eller hav«. Og alle disse betegnes som lystfiskere.
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen (V), siger til TV 2 Østjylland, at han er indstillet på, at der skal være bedre rammer for lystfiskere. Det skal dog ikke være på bekostning af pensionister, mener han.