Det er altid ærgerligt at få en p-bøde. Men det var ikke ærgrelsen, som fyldte hos Kirsten Krøll, da hun fandt en parkeringsafgift ruden på sin bil, som var parkeret foran hendes hus. Hun var derimod vred.

For ifølge bøden havde hun overtrådt regler, hun aldrig havde hørt om.

Kirsten Krøll har ellers boet i Lyngby i 43 år, på den samme lille, private vej, i det samme hus. Og hun har altid parkeret, som den dag hun fik p-afgiften: Halvt oppe på fortovet – langt fra hækken, så der er plads til fodgængere med barnevogne, men tilpas langt inde, så udrykningsbiler og skraldebiler kan komme til på den smalle vej.

Alligevel fik hun i sidste uge en p-afgift. Det samme gjorde en håndfuld af hendes naboer. Ingen af dem havde nogensinde fået en bøde på deres vej før, mener hun.

»Kommunen har retten på deres side, men det er ikke en ordentlig måde at behandle folk på,« siger Kirsten Krøll:

»Det virker som en slags magtdemonstration – en formalistisk håndhævelse af principper, som i vores område ikke har nogen som helst betydning for trafikken eller sikkerheden.«

Mange steder i landet er det ikke tilladt at parkere på fortovet, det er det dog i Lyngby-Taarbæk Kommune, men 1. maj trådte en »revideret bekendtgørelse« om parkering i kraft. Ifølge de nye regler, skal bilister sikre sig, at de holder minimum 1,2 meter fra hegn eller hæk, når de parkerer på fortovet. Samtidig blev en national regel indført, der forbyder parkering i skillerabatter. De nye regler har ført til, at der er blevet udstedt et stort antal bøder i kommunen den seneste halvanden måned, og flere borgere har klaget.

For Kirsten Krøll er problemet ikke, at der er regler, som skal overholdes, men derimod at beboere i kommunen ikke er blevet tilstrækkeligt oplyst, mener hun.

»På vores vej har vi i årevis parkeret på samme måde, fordi det giver mening. Det her er paragrafrytteri, og hvis kommunen gerne vil have os til at overholde reglerne, burde de have orienteret os bedre om det. Hvis vi derefter ikke rettede os efter det, ville det være vores eget problem,« siger hun.

Kirsten Krøll, som har boet i Lyngby i 43 år, mener, at kommunen burde havde oplyst borgerne om nye parkeringsregler ved at sende en besked i e-Boks eller lægge en flyer i forruden på bilerne. Privatfoto
Kirsten Krøll, som har boet i Lyngby i 43 år, mener, at kommunen burde havde oplyst borgerne om nye parkeringsregler ved at sende en besked i e-Boks eller lægge en flyer i forruden på bilerne. Privatfoto
Vis mere

Ifølge Kirsten Krølls p-bøde havde hun overtrådt paragraf 2 i kommunens bekendtgørelse om standsning og parkering, hvori det står, at man ikke må parkere med mere end halvdelen af bilen – på langs – inde på fortovet. I den reviderede version er det nu blevet tilføjet, at der også skal være minimum 1,2 meter til hækken.

»Efter jeg fik bøden, var jeg ude og måle, og bilen var 1,25 meter til hækken. Jeg må have fået bøden, fordi lidt mere end halvdelen af bilen var på fortovet. Måske ti centimeter,« siger hun.

Har Kirsten Krøll ret, har hun fået en bøde for at overtræde en regel, der er flere år gammel, men som hun alligevel ikke havde hørt om.

»De fleste mennesker går ikke ind og læser om alle parkeringsregler. Desuden kan den regel ikke være blevet håndhævet særlig meget, for jeg havde ikke hørt om den og aldrig fået en bøde,« siger hun.

Hun er langt fra den eneste. Få dage efter at Kirsten Krøll fik sin bøde, »dryssede« det med bøder i et mindre boligkvarter i Virum, og ifølge en beboer i området, som skrev et debatindlæg i lokalavisen, var ingen klar over, at de overtrådte reglerne i kommunens nye bekendtgørelse.

Kommunens p-vagter har haft travlt, for allerede 1. maj, da den nationale regel om skillerabatter også trådte i kraft, blev der udskrevet bøder, fortæller 38-årige Louise Andersen, som har boet i kommunen i ti år. Hun så flere biler på sin vej med en bøde i forruden.

»Flere af mine naboer havde fået en. Jeg bor i et område med mange daginstitutioner og skoler, hvor forældre er lidt for hurtige med at smide bilen,« siger hun.

På daværende tidspunkt havde hun heller ikke selv hørt om nogen af de nye regler.

»Det kunne være fedt, hvis kommunen havde oplyst bedre om det. Jeg spurgte mine kollegaer – og de havde heller ikke hørt om det,« lyder det.

Kirsten Krøll har tænkt over, hvordan kommunen kunne have varslet de nye regler, så flere kendte til dem.

De kunne have sendt en besked ud i e-Boks eller sendt et brev med posten. Kommunen kunne også have valgt lægge en flyer eller en advarsel i stedet for en parkeringsafgift, siger hun.

Hun henviser til Aalborg og et nyligt citat fra kommunens centerchef for Vagt, Service og Parkering, Frode Nielsen:

»Vi går ikke bare ud og skriver p-afgifter til folk nye steder, vi ikke har håndhævet tingene før, sagde han til Nordjyske i maj:

»Hvis vi starter på noget nyt, plejer vi at dele nogle flyers ud, inden vi går i gang. Og det vil vi også gøre med den her. Så det er ikke sådan, vi bare går ud og boner folk.«

Det havde klædt Lyngby-Taarbæk at have samme holdning, mener Kirsten Krøll.

Kommunen oplyser, at der blev uddelt 767 p-afgifter i maj og 484 i løbet af de to første uger af juni. Det gennemsnitlige antal bøder i årets første fire måneder var omtrent 698.

46 borgere har fået en bøde for overtrædelse af paragraf 2 i løbet af den seneste måned. Det gælder både folk, der ikke har overholdt det nye afstandskrav, og folk, der ligesom Kirsten Krøll har parkeret med over halvdelen af bilen på fortovet. Forvaltningen fastslår, at information om det nye krav blev offentliggjort på kommunens hjemmeside, i lokalavisen og på Facebook. Desuden var der en »advarselsperiode« på to uger i starten af maj, hvor folk ikke fik bøder, hvis de kom på kant med den nye regel.

»Det er forvaltningens vurdering, at det opfylder regler og krav, men vurderingen er dog også, at advarselsperioden i fremtiden skal forlænges,« oplyser Lyngby-Taarbæk Kommune.

Der er desuden gode nyheder til de dem, som har fået en bøde for ikke af overholde afstanden til hegn og hæk.

Efter klager fra borgere og opslag på sociale medier opdagede parkeringsteamet 15. juni, at informationer om kommunens nye afstandskrav ved en fejl ikke var blevet sendt til Vejdirektoratet, og dermed blev informationen ikke offentliggjort på instansens hjemmeside. P-vagterne er derfor stoppet med at udstede bøder for overtrædelse af det nye krav om minimum 1,2 meter til nærmeste hegn og hæk. De, som har fået en bøde for at parkere for tæt på hegn og hæk, vil få deres penge tilbage.

Når formalia er på plads og Vejdirektoratets hjemmeside opdateret, vil Lyngby-Taarbæk Kommune igangsætte en ny advarselsperiode på fire uger.

I den periode vil kommunen uddele advarsler og ikke p-bøder, lyder det.