Formanden for Kristendemokraterne, Stig Grenov, udgår fra aftenens anden partilederdebat, da han har haft et mindre 'ildebefindende'.

Det oplyser Kristendemokraternes presseansvarlige, Anne Grønlund, til B.T.

»Han har haft et lillebitte ildebefindende og er på vej hjem for at sove,« siger Anne Grønlund og påpeger samtidig, at det ikke er noget alvorligt.

Hun oplyser også, at Stig Grenov er klar igen onsdag.

»Nu har det været en ret hektisk første dag. Så jeg tror bare, det har været træthed. Han har jo et fuldtidsjob ved siden af, så han er klar igen i morgen,« siger hun til B.T.

I stedet for Stig Grenov deltager Isabella Arendt Laursen i tirsdagens partilederdebat på TV2.

Afslutteligt påpeger Anne Grønlund, at Stig Grenov har det godt. Men at han i bund og grund bare trængte til at sove.

Det er ikke første gang, at Stig Grenov udgår fra en partilederdebat.

Også ved sidste folketingsvalg i 2015 måtte han forlade en partilederdebat på grund af et ildebefindende.

Stig Grenov fik det dog hurtigt godt igen.

»Jeg har spist for lidt, drukket for lidt og sovet for lidt under valgkampen,« forklarede Stig Grenov dengang til B.T.

Tirsdag udskrev statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) folketingsvalg. Det bliver afholdt den 5. juni.