Håbet om at tjene lidt ekstra penge har gennem tiden fået mange unge til at gå ind i det lokale supermarked og aflevere en jobansøgning.

Men hos Salling Group, der står bag butikkerne Bilka, Føtex, Netto og Salling, vil personalet ikke længere tage imod fysiske ansøgninger fra unge, som drømmer om et fritidsjob, skriver Fyens.Stiftstidende.

Årsagen er EUs nye datasikkerhedsforordning GDPR, der trådte i kraft 25. maj i år. Reglerne stiller krav til, hvordan butikkerne håndterer personfølsomme oplysninger såsom et cpr-nummer.

»Man kan hurtigt komme til at lægge ansøgningerne i personalerummet til frit skue. Det vil være problematisk, for kunders og medarbejderes oplysninger må ikke ligge frit tilgængeligt. Vi har prøvet at gøre det nemt for vores medarbejdere, så de ikke kommer til at lade en ansøgning ligge og flyde,« siger Kasper Reggelsen, der er kommunikationskonsulent i Salling Group, til Fyens Stiftstidende.

EUs nye regler forbyder ikke decideret butikkerne at tage imod fysiske ansøgninger.

For medarbejdernes skyld har Salling Group dog valgt konsekvent at afvise dem.

Kasper Reggelsen siger til avisen, at han ikke frygter, at unge mennesker dropper at søge job i Bilka, Føtex, Netto eller Salling.

Han fortæller, at det stadig er nemt at søge, idet unge – og alle andre – kan sende en ansøgning via butikkernes hjemmesider.