Fredag for ti dage siden blev Fyn endnu en gang ramt af en arbejdsulykke med dødelig udgang.
Det skete på en byggeplads ved Munkebjergvænget i Odense, hvor den kendte entreprenør, Frederik Barfoed, er i gang med at sætte en ny etage på et lejlighedskompleks.
Pludselig styrtede en svalegang sammen, og en håndværker i 40erne døde. To yderligere kom til skade.
Nu har Arbedstilsynet så lavet dets første undersøgelser af sagen, og konklusionen er klar.
De bolte, der skulle holde svalegangen var overbelastet. Det skriver Arbejdstilsynet i en afgørelse.
»Under ulykkesundersøgelsen den 24. januar 2025 konstaterede Arbejdstilsynet, at den ned-/sammenstyrtede svalegangs boltsamling mod facaden har været overbelastet, hvilket var årsagen til at svalegangen styrtede ned,« står der i afgørelsen.
Af afgørelsen fremgår det også, at ulykken skete på Munkebjergvænget 13. Arbejdstilsynet henviser i afgørelsen til, at der på to andre ejendomme – Munkebjergvænget 7, 9 og 11 – også er svalegange konstrueret efter samme princip.
»Der er risiko for, at svalegangene styrter ned, og der er risiko for at blive klemt mellem den nedstyrtede svalegang og de eksisterende bygningsdele. Der er desuden risiko for nedstyrtning til det omkringliggende terræn,« skriver Arbejdstilsynet og fortsætter:
»Med henblik på de ovenstående risikomomenter er det Arbejdstilsynets vurdering, at der er en betydelig fare for alvorlig personskade, som for eksempel knoglebrud, amputation eller dødsfald. Derfor får I et strakspåbud,« står der direkte henvendt til Frederik Barfoed.

Entreprenøren har derfor fået påbud om, at håndværkere ikke må gå på de nye gangbroer samt et påbud om at udarbejde en sikker plan for det videre arbejde.
Det er anden gang inden for kort tid, at Fyn rammes af en dødsulykke.
I slutningen af november 2024 døde tre mennesker i forbindelse med et silouheld Flemløse Biogas-anlæg i nærheden af byen Glamsbjerg, som også ligger på Fyn.
B.T. har tidligere beskrevet, hvordan beboerne i den ejendom, der blev ramt af ulykken, gennem en længere periode har været utrygge på grund af brande, vand og byggematerialer, der er faldet ned højt oppe fra.
Frederik Barfoed har ikke ønsket at kommentere sagen, men henviser til ingeniørfirmaet Rambøll, som han mener er ansvarlig for ulykken og som har stået for projekteringen.
I et svar til B.T. skriver Rambøll:
»Der er tale om en tragisk og alvorlig ulykke, og vi er, som alle andre parter dybt berørte af ulykken. I Arbejdstilsynets vurdering fremgår det, at det var boltsamlingen, der var årsag til, at svalegangen styrtede ned. Vi er enige med denne vurdering, som er på linje med, hvad vi tidligere har meldt ud nemlig at boltsamlingen var underdimensioneret i forhold til gældende normer.«
»Men vi mener ikke, at det entydigt kan forklare, hvorfor boltsamlingen og dermed svalegangen kollapsede, da svalegangen på ulykkestidspunktet ikke var udsat for en belastning, der burde kunne udløse et brud i konstruktionen. Det er vores vurdering, at man for eksempel også skal have undersøgt stålkvaliteter i de anvendte bolte. Det er det vigtigt at få det fuldt belyst for at sikre at en lignende ulykke ikke kan gentage sig,« skriver Rambøll.
»Nu er der iværksat en uvildig undersøgelse, hvor vi har bedt om boltenes kvalitet også bliver afdækket. Og vi afventer konklusionerne herfra,« slutter konsulentfirmaet.

