Er du en af dem, der undrer dig over, hvorfor pokker du skal bære mundbind, når du står op i toget eller er på vej ind og ud ad toget, metroen, bussen mv., men ikke når du sidder ned?

Så læs videre her.

Der er nemlig en god grund til, hvad der måske umiddelbart kan virke lidt tosset.

Det forklarer professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, Allan Randrup, i et interview med DR.

»Coronavirusset kan smitte dels gennem dråber og dels gennem aerosoler (meget små dråber, red.). For dråberne må man vurdere, at der er større sandsynlighed for smittespredning, hvis man står tæt sammen i metroen, end hvis man sidder på en plads,« siger han til mediet.

Når det gælder aerosolspredning, er der tale om en slags sky, der svæver rundt.

»Her gør det næppe større forskel, om man sidder eller står, men mundbind vil med stor sandsynlighed mindske afgivelsen af aerosoler til omgivelserne,« siger han videre i interviewet.

Hvis du taler eller kommer til at hoste uden at dække for munden, mens du står op i en fyldt bus, kan du lave en regn af dråber, der typisk rammer flere i hovedhøjde, end hvis du sidder ned, lyder vurderingen fra professoren.

Derfor mener Allan Randrup altså, at mundbind stadig er en god idé i forhold til dråbesmitte, når man står op i offentlig transport.

Især hvis man befinder sig i en større by, hvor der typisk er mange med offentlig transport.