Roser er i høj kurs nu, hvor valentinsdag står for døren. De røde blomster symboliserer kærlighed, men de belaster også miljøet hårdt.

De populære roser flyves nemlig fra Afrika til Danmark eller dyrkes uden for sæson i hollandske drivhuse.

»Blomster fylder meget i forhold til deres vægt og vil optage en del plads, når de skal transporteres med fly. Bliver de dyrket i drivhus, kræver de meget varme. Blomster på denne årstid er en luksusvare, så det er da værd at overveje, om man vil købe sommerblomster, uanset hvilken sæson det er,« siger Torben Chrintz, der er videnskabelig rådgiver hos klimatænketanken Concito, til Politiken.

Det er derfor ikke kun biler, flyvemaskiner og rødt kød, som er klimabelastende for vores i forvejen hårdt pressede klode.

Dansk Erhverv har tidligere vurderet, at der omsættes for ca. 40 millioner kroner i blomster på valentinsdag.

Samtidig viser hollandske studier, at en enkelt rose fra Kenya, der er en af verdens største blomsterproducenter, har et klimaaftryk på ca. et kg CO2.

En rose, der er dyrket i et vinteropvarmnet drivhus i Holland, sparer måske flyrejsen på 6.000 km, men har alligevel en klimabelastning på ca. fem kg CO2 pr. rose.

Det betyder rundt regnet, at en buket kenyanske røde roser kan udlede det samme som et kg oksekød, mens de hollandske svarer til fire kg, fordi de dyrkes i vinteropvarmede drivhuse,

Blomsterne fra Afrika er derfor det klimamæssigt bedste. Én ting er dog sikkert. Flere milliarder roser bliver årligt importeret fra Afrika, og de flotte buketter kan - ligesom meget andet - kategoriseres som en klimabelastende vare i vores brug og smid væk-kultur.

Ifølge Politiken er der i den danske blomsterbranche dog kommet et stort fokus på at mindske energiforbruget i produktionen af blomster og planter.

Selvom de ikke kan fås uanset årstid, leverer flere forhandlere også økologiske blomster, der dyrkes ude og ikke i drivhuse .

Overvejer man helt at udskifte roserne til valentinsdag, kan et mere utraditionelt, men også mere miljøvenligt valg være at give en plante - og et løfte om uendelig kærlighed.