En utæt termokop.
Det er en del af forklaringen på en togkollision, som fandt sted på Kastrup Station sidste sommer.
Det skriver Havarikommisonen i deres redegørelse.
Ulykken, som skete 18. juli 2021, da et kørende tog ramte tre stillestående togsæt, som holdt og ventede på køretilladelse.
Lokoføreren bemærkede ikke det holdende tog i tide, fordi han tabte sin termokop med kaffe ned på sin taske.
Han vidste, at koppen var utæt og ville ikke have, at tasken blev våd.
Dette var dog, ifølge konklusionen, ikke den eneste årsag til, at det gik gang.
Bremsningen af toget blev også iværksat for sent.
Hastigheden blev blandt andet ikke sænket, inden toget nåede til punktet, hvor udsynet begyndte at blive begrænset.
»Sandsynligvis fordi lkf (lokoføreren, red.) hverken havde erfaring for eller forventede, at sporet kunne være besat på så lang afstand fra det næste signal,« lyder det i rapporten.
Kollisionen skete med 29 kilometer i timen og betød blandt andet, at kørslen af tog til Københavns Lufthavne måtte indstilles.
Der skete ingen skader på medarbejdere, men fire blev dog kørt til kontrol på skadestuen.
Økonomisk er det lidt en anden sag.
»Der skete omfattende skader på det involverede materiel, samt mindre skader på infrastrukturen. Omkostningerne til skaderne er estimeret til cirka 31.000.000 kroner,« står der i redegørelsen.
