Eleverne på flere nordjyske ungdomsuddannelser udvandrede mandag fra undervisningen, fordi de mener, at de nye fraværsregler er for hårde.

De nye regler betyder, at man får fravær for et helt modul, hvis man kommer mere end to minutter for sent til undervisningen, er for længe på toilet eller kommer for sent tilbage fra gruppearbejde.

Eleverne kræver derfor et mere fleksibelt system, som tilgodeser elever, der eksempelvis kommer for sent på grund af forsinkelser i den offentlige transport.

»Vi er sure over den måde, det er skitseret på. Mange kommer med offentlig transport, og det har ikke ry for at være helt vildt punktligt, og hvis man kommer for sent, fordi DSB er dumme, så bør man jo ikke få fravær, og da slet ikke for hele modulet,« siger Kathrine Jøhnk Carn til TV2 Nord.

Hun går på VUC og HF Nordjylland, hvor flere elever blokerede lærerværelset for at vise deres utilfredshed mod de nye regler.

På Hjørring Gymnasium udvandrede omkring halvdelen af eleverne kl. 11, hvor de afbrød undervisningen i flere timer. De resterende elever fortsatte undervisningen uafbrudt. På Thisted Gymnasium blev undervisningen også påvirket.

Eleverne mener ikke, at de bliver hørt, og er trætte af, at det altid er dem, det går ud over, når der er fraværsbekendelser, besparelser, lærerlockout og så videre.

Selvom de elever, der udvandrede, mener, at de havde en god grund til at nedlægge undervisningen, får de stadigvæk fravær, oplyste rektoren på Hjørring Gymnasium.

På Hjørring Gymnasium havde man dog allerede lempet reglerne for de studerende, der benytter sig af offentlig transport, inden dagens protester startede blandt eleverne.

»Eleverne kan jo ikke gøre for, at busser og tog kan komme for sent. Så der bliver vi nødt til at være fleksible, så det er den måde, vi har håndteret det,« siger Elsebeth Gabel Austin, rektor på Hjørring Gymnasium.

Tirsdag fortsætter undervisningen som normalt på gymnasierne, men de protesterende elever håber, at dagens blokader har bragt budskabet til politikernes opmærksomhed.

I forbindelse med de nye fraværsregler protesterede eleverne også mod nedskæringerne på to procent, som rammer alle danske gymnasier de næste år.