Sådan en utaknemmelig idiot! Hvad bilder han sig egentlig ind? Nu har jeg taget opvasken, ryddet op, hentet børn og lavet mad, og så tillader han sig at sidde med sin mobil totalt fraværende uden at spørge, hvordan min dag har været.

Scenariet er fiktivt, men du har måske prøvet at FLIPPE UD på din partner i lignende eller andre situationer, hvor du er blevet overmandet af dine følelser i form af vrede, tårer eller indebrændthed – og bagefter har fortrudt måden, du reagerede på.

Men fremover kan du måske nå hen til et sted, hvor du bedre kan styre, hvornår og hvordan du koger over, lyder det fra forfatter og psykoterapeut Louise Leth.

Hun har netop udgivet bogen »Derfor flipper du ud – og derfor skal du ikke skamme dig«.

»Læseren skal ikke føle, at nu skal hun/han være perfekt og i balance. Der er ikke noget galt med at flippe ud engang imellem. Sommetider kan det være vigtigt at komme igennem med sit budskab. Det er en naturlig reaktion på, at man har svigtet sig selv og gået på kompromis i lang tid og måske fået overskredet sine grænser,« siger Louise Leth og tilføjer:

»Det er det ukontrollerbare drama, vi får skabt, som vi ikke har lyst til, der kan være problematisk, fordi man ofte kommer til at skabe endnu mere kaos. Og spørgsmålet er, om det kan gøres på en mere hensigtsmæssig måde, hvor man lige når at stoppe op og tænke over, om det var det værd. Det gør ofte en forskel,« siger hun.

Derfor handler det ikke om at lave om på sig selv, men nærmere turde at være sig selv. Altså at stå ved sine behov og grænser i stedet for at 'please' andre.

Det kræver, at man dykker ned i sine automatiske handlemønstre.

For eksempel kan det være, at du er typen, der ser en konflikt næsten som en krig, du for alt i verden skal vinde.

»Og så kan tingene godt blive rigtig sort-hvide, og der kommer et kæmpe oprydningsarbejde efterfølgende, eller folk bliver bange eller nervøse for dig,« siger Louise Leth.

Hun råder derfor i sin bog ‘krigeren’ til at øve sig på at se nuancerne og i højere grad tænke på, hvad man er fælles om frem for, hvad der adskiller en fra den person, man er i konflikt med.

»I sidste ende handler det om at stå ved, hvem man er. Når man ikke får sagt fra, så ender man med at flippe ud, og så kan man være sikker på, at man skubber folk endnu længere væk. Når man derimod er bevidst om sine grænser og behov, så begynder folk at respektere det. Og så handler det selvfølgelig også om, hvordan det bliver kommunikeret.«

Psykoterapeut Louise Leth. Foto: Jonas Krøner/Byrd.
Psykoterapeut Louise Leth. Foto: Jonas Krøner/Byrd.
Vis mere

Men hvordan dykker man så helt konkret ned i egne mønstre?

Ifølge psykoterapeuten er det altid en god idé at søge professionel hjælp.

Men det kan også ske ved at tale med en tæt ven eller veninde.

»Hvis man er i stand til at sige, hvad man synes er svært i stedet for at antage, hvad andre mennesker tænker om en, så får man et andet udgangspunkt for en god samtale, som kan blive meget meningsfuld. Desuden udvikler vi os som mennesker, når vi deler svære ting med andre,« siger Louise Leth.