De små sorte bananfluer har indtaget mange danske hjem lige nu, men du kan selv gøre noget for at komme flueplagen til livs.

Er du også træt af de små ubudne gæster, som kravler rundt i frugtskålen, svømmer i din rødvin, eller bare hvirvler rundt foran næsen på dig og er umulige at fange?

I givet fald er du ikke den eneste. Bananfluerne myldrer i den grad frem i disse uger, og det er der en rigtig god forklaring på.

De små kræ kommer nemlig med frugten, som ligger og modner på denne årstid. Æbler og især bananer tiltrækker fluerne, forklarer lektor ved Statens Naturhistoriske Museum, Thomas Pape, til TV2.

Frugttræerne i haven giver også gode betingelser for fluerne netop nu, hvor de bugner af frugt.

Han forklarer, at den udsædvanlige varme danske sommer i år måske også har haft betydning for antallet af bananfluer.

»Det har en betydning for bananfluerne, at sommeren har været så varm. Bananfluelarverne kan ikke udvikle sig, så længe det er tørt, men når fugten pludselig vender tilbage, og det samtidig er varmt, skaber det ideelle forhold for bananfluernes udvikling,« siger Thomas Pape.

Kombinationen af varme og fugt forstærker gæring, og det skaber et eldorado for bananfluer.

Men fortvivl ikke: Selvom de små stædige sværmere kan være svære at slippe af med igen, så er der en række husmor-tips til, hvordan du kommer plagen til livs.

For det første kan du naturligvis droppe at have frugt liggende fremme, og hvis du har, så sørg for, at skålen er ren.

Du kan bruge en insektspray, hvis du da ikke vil lave din egen fælde. Bolius har dette gode råd til, hvordan du gør:

Hæld en lille smule æbleeddike i bunden af et glas. Klip hjørnet af en frysepose og stik den ned i glasset. Hullet skal være stort nok til, at fluerne kan komme ned i glasset, men alligevel så lille, at de ikke kan komme op igen. Stil fælden dér, hvor flueplagen er værst, og tøm den efter nogle dage.

Idéer til lignende fælder kan du finde hos Idényt.

Hvis det ikke lykkes dig at bekæmpe fluerne, så trøst dig med, at de snart forsvinder helt af sig selv.