Måske har du undret dig over, hvad der for et computerspil, der har holdt en stor del af den danske ungdom inden døre hele sommeren - her har du svaret:

Spillet hedder 'Fortnite', og producenterne bag har ifølge Weekendavisen fundet en smart måde til at engagere og tjene penge på de unge. For selvom spillet kan hentes til din computer helt gratis, så koster det penge at være en af de seje i den virtuelle verden.

Weekendavisen har talt med Leo Skytte Znaty og Samson Rask på 11 og 8 år, der begge spiller 'Fortnite' og har brugt flere hundrede kroner på såkaldte skins, som er det tøj, figurerne i spillet har på.

»Lige nu vil jeg hellere købe skins i 'Fortnite' end ting til mit værelse,« fortæller Samson til avisen.

Selvom det for børnenes forældre nok kan være svært at forstå, hvorfor de bruger så mange penge på noget, som kun eksisterer på deres computer, så er der faktisk ikke så stor forskel på den virkelige og den virtuelle verden. Det mener Andreas Lieberoth, som forsker i spilpsykologi på Aarhus Universitet.

»Det sociale er virkeligt, uanset om det foregår i et fysisk eller et digitalt rum. Om en dans foregår på en skærm eller på en fodboldbane, betyder ikke noget, Digitale ting er tøj, man har på sammen med sine online-venner. Og de penge, man bruger i et spil, bliver brugt på en god oplevelse sammen – ligesom når man betaler for at gå i biografen med sine venner.«

Ud over skins kan man også købe forskellige danse, som den figur, man styrer rundt i spiller, kan danse.

På et tidspunkt kunne man købe en jubeldans, som blev meget populær' efter den franske fodboldspiller Antonine Griezmann dansede den efter at have scoret et mål. Dansen hedder 'Take the Loss'.

Måske har du også set nogle børn, der spiller 'Fortnite', danse de populære danse sammen med deres venner. Den trend har blandt andet danseskolen Dance i Nykøbing Falster opdaget.

Her kan unge mellem 7 og 17 år gå på et 'Fortnite'-dansehold fra den 27. august i år.

»Der er omkring 25 tilmeldte indtil videre. På holdet kan man lære alle dansene, der danses i spillet, og så kommer vi til at afholde dansekonkurrencer, hvor eleverne skal battle i de forskellige danse,« fortæller Lene Nielsen, der ejer danseskolen.