Du kan gøre dig selv en tjeneste ved at få set og rettet i din årsopgørelse hurtigst muligt.

For uanset om du skal minimere din restskat eller øge din overskydende skat ved at indtaste dine fradrag, gælder det om at gøre det inden 31. marts.

Sådan lyder opfordringen fra chefkonsulent i revisionsfirmaet BDO Henning Boye Hansen.

Han opremser to årsager til at få rettet årsopgørelsen med det samme, man får hul igennem på skat.dk i løbet af de næste dage. Årsagerne vender vi tilbage til om lidt.

Først slår vi lige fast, at de fleste får penge tilbage i skat, men det gælder samtidig for mange, at de snyder sig selv, lyder det fra skatteeksperten.

Henning Boye Hansen fortæller, at tre ud af fire sædvanligvis får penge tilbage i skat.

»Omkring 15 procent får derimod en restskat på 4.000 kroner i gennemsnit, så udgangspunktet er, at vi er ret gode til det med skat,« siger han.

»Men det ændrer ikke på, at der er temmelig mange, som ikke udnytter deres fradragsmuligheder.«

Ifølge chefkonsulenten kender mange ikke reglerne ordentligt, og derfor er de ikke opmærksomme på, at de kan trække udgifter fra i skat.

Andre glemmer slet og ret, hvad de har haft af fradragsberettiget udgifter gennem året.

»Vi ser, at folk simpelthen glemmer, hvad de har brugt penge på – måske en havemand eller en vinduespudser. Og derfor får de ikke fradrag for det,« siger Henning Boye Hansen.

Og så er danskerne også for dovne til at få rettet årsopgørelsen til, lyder det.

»Folk er simpelthen for dovne til at indsamle den fornødne dokumentation. Giver man eksempelvis penge til velgørenhed og betaler over MobilePay, så skal man tage et screenshot og indberette det. Men mange orker ikke det besvær,« siger Henning Boye Hansen.

»Det er for små beløb, til at vi gider at gøre det,« fortsætter han.

Og så er vi fremme ved de to årsager til, at man bør skynde sig at rette sin årsopgørelse:

For erfaringen viser, at »det gælder om at smede, mens jernet er varmt«, som chefkonsulenten udtrykker det.

»Hvis man retter i sin årsopgørelse inden 31. marts, får man sine penge ved den første udbetaling den 9. april. Indtaster man først senere, får man stadig glæde af det, men ikke med det samme,« siger Henning Boye Hansen og fortsætter med at fortælle, hvorfor mange med fordel bør hanke op i sig selv og få rettet fradragene til snarest.

»Mange tænker: 'Det venter jeg lige med at gøre', og så glemmer de det. Hypen omkring årsopgørelsen holder indtil på tirsdag, og derefter er der mange, der glemmer det.«

Ændringer til årsopgørelsen skal senest være gjort inden 1. maj.