Simone foretrak ikke en mine, da gynækologen skannede hende og overrasket fortalte, at hun var gravid med ikke bare to, men tre børn.

Men da samme gynækolog lod hende forstå, at chancen for, at hun ville komme til at holde alle tre babyer i sine arme, var meget lille, væltede hele Simones verden.

»Jeg brød sammen og stortudede, da jeg kom ud på parkeringspladsen,« fortæller hun.

Simone ringede først til sin mand, Benjamin, der blev helt tavs. 'Du tager pis på mig,' husker hun, han sagde.

Bagefter ringede hun til sin mor, der også har svært ved at tro den utrolige nyhed, men som beroligede Simone;

»Det finder vi ud af,« sagde hun.

Og sådan startede en sjælden og utrolig graviditet for den dengang 23-årige Simone Juul Michelsen, der medvirker i den nye sæson af DR-dokumentaren 'Tillykke, I skal have trillinger!'

En graviditet som kun otte kvinder i gennemsnit gennemlever i Danmark om året, og som er forbundet med stor risiko for komplikationer.

Tre små bayer, der endelig er klar til at komme hjem til deres storebror (Privatfoto)
Tre små bayer, der endelig er klar til at komme hjem til deres storebror (Privatfoto)
Vis mere

Derfor bliver par, der bliver gravide med trillinger som Simone og Benjamin, også tilbudt fosterreduktion.

Faktisk måtte Simone slet ikke få de første skanningsbilleder af de tre små fostre inde i maven med hjem, fordi gynækologen var bange for, hun ville knytte sig så for meget til dem, og at det så ville blive sværere, hvis hun mistede en af trillingerne eller fik fjernet en.

Gynækologen viderehenviste også med det samme Simone og Benjamin til en samtale om fosterreduktion på Rigshospitalet, men det unge par var enige om en ting.

Hvis alle tre babyer inde i maven var sunde og raske, så skulle de ikke fjernes.

Et lettet og stolt forældrepar, der med et gik fra en familie på tre til en familie på seks (Privatfoto)
Et lettet og stolt forældrepar, der med et gik fra en familie på tre til en familie på seks (Privatfoto)
Vis mere

Fem uger senere var Simone til nakkefoldsscanning, og efter en lang og grundig gennemgang foretaget af en specialist fik hun at vide, at alle tre fostre var sunde og raske.

Samtalen om fosterreduktion skulle have fundet sted kort efter, men den aflyste Simone.

»Jeg tror, det var heldigt, at nakkefoldsscanningen lå inden den samtale, for hvis jeg havde fået en masse information om de komplikationer, der er forbundet med en trillingegraviditet, havde beslutningen om at beholde dem måske været sværere,« fortæller Simone.

Men selvom beslutningen om at beholde trillingerne var let, så var valget det ikke.

Simone fik af lægerne streng besked på, at hun ikke måtte anstrenge sig. Overhovedet. Hun skulle ligge ned og ikke løfte noget, der var tungere end en liter mælk.

Parrets lille søn Hugo på 15 måneder kunne hun ikke tumle og lege med eller løfte på.

»Det var forfærdeligt. Mit hoved var ved at eksplodere. Jeg vidste, der var en stor risiko for, at de ville komme for tidligt, og det var det eneste, jeg kunne tænke på. Hvis de kom inden uge 24, ville de med meget stor sandsynlighed dø. Hvis de kom inden uge 28 var der en stor risiko for, at de ville tage skade,« fortæller Simone.

Mange nætter lå hun søvnløs af bekymringer, og samtidig sloges hun med voldsom kvalme og opkast og var flere gange indlagt for at få væske.

De tre søskende Holger, Hjalmer og Holly (Privatfoto)
De tre søskende Holger, Hjalmer og Holly (Privatfoto)
Vis mere

Imens Simone kæmpede sig igennem den svære graviditet, var Benjamin i gang med at renovere det hus, de for nylig havde overtaget, så der var plads til fire børn i alt.

Et kapløb med tiden inden babyerne kom til verden.

Den 27. december 2019 nåede Simone den milepæl, hun havde talt dage og timer til.

Hun var endelig 28 uger henne.

Simone og Benjamin blev gift den 6. juni 2020 samtidig med, at deres trillingerne fik deres navne.
Simone og Benjamin blev gift den 6. juni 2020 samtidig med, at deres trillingerne fik deres navne.
Vis mere

12 dage efter gik hun i fødsel, og de tre små babyer kom til verden ved et akut kejsersnit.

Og her sluttede første del af den svære rejse mod at blive trillingeforældre.

Men sidste etape – inden de nybagte forældre kunne få deres tre små babyer hjem – var langtfra rosenrød.

I 12 uger var Holger, Hjalmer og Holly, som trekløveret hedder, indlagt, så de kunne blive store og stærke nok til at klare sig uden  or hospitalet.

Holger, Hjalmer og Holly er allerede gode til at underholde hinanden, fortæller Simone, og det er en stor hjælp i hverdagen. (Privatfoto)
Holger, Hjalmer og Holly er allerede gode til at underholde hinanden, fortæller Simone, og det er en stor hjælp i hverdagen. (Privatfoto)
Vis mere

Og derhjemme ventede Simones lille dreng, som hun savnede voldsomt, og et byggeprojekt, som Benjamin måtte arbejde på om natten, når han var færdig på sit arbejde som elektriker og havde hentet Hugo i vuggestue, leget med ham, lavet mad og puttet ham.

»Jeg følte mig slet ikke tilstrækkelig. Det var fandeme hårdt,« fortæller Simone.

Hun og Benjamin har heldigvis et tæt forhold til venner og familie, som trådte til og hjalp med alt det praktiske, og i det tidlige forår sidste år var hele familien på seks endelig samlet i villaen i Gilleleje.

Nu er Holger, Hjalmer og Holly netop fyldt er år, og de trives og udvikler sig, som de skal.

Hele familien fotograferet til jul. Den 8. januar 2021 fyldte trillingerne et år, og de har det alle tre godt. (Privatfoto)
Hele familien fotograferet til jul. Den 8. januar 2021 fyldte trillingerne et år, og de har det alle tre godt. (Privatfoto)
Vis mere

Og selvom det er kaotisk og krævende at have tre babyer og en tumling, så er Simone fuld af taknemmelighed for, at hun ikke var i tvivl, da hun 12 uger gravid så tre små sunde fostre på skærmen til nakkefoldsscanningen.

»Jeg kan allerede nu se, hvor meget glæde de har af hinanden, og jeg tror, at alle fire søskende får et helt specielt bånd,« fortæller hun.

I 2021 starter en ny hverdag for Simone, der alligevel ligner den, hun kender. Hun skal nemlig være dagplejemor for de tre trillinger. (Privatfoto)
I 2021 starter en ny hverdag for Simone, der alligevel ligner den, hun kender. Hun skal nemlig være dagplejemor for de tre trillinger. (Privatfoto)
Vis mere