Med minimalt spild under opblanding og injektion af vacciner kan der trækkes syv doser ud af et vaccineglas.

Der bliver hevet betydeligt mere end de forventede fem doser ud af hvert hætteglas med coronavacciner.

Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet.

- 125,1 procent af de modtagne vaccinedoser er udnyttet, skriver ministeriet tirsdag i et opslag på Twitter.

Det svarer til, at der bliver trukket mere end seks vaccinedoser ud af hvert glas fra selskaberne Pfizer og BioNTech. Dermed kan man vaccinere flere end planlagt med de modtagne doser.

Det er langtfra nyt, at det er muligt at hive mere end de tiltænkte fem doser ud af glassene.

Faktisk har Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) anbefalet, at brugsvejledningen for vaccinen ændres, så der står, at de kan strække lidt længere.

Der skal dog være tale om fulde doser, man trækker ud. Ifølge EMA må man ikke blande vaccinesjatter fra forskellige glas, hvis der ikke er nok i ét glas til en hel sjette eller syvende dosis.

Nanna Aaby Kruse, der er chef i Lægemiddelstyrelsen, har tidligere pointeret, at det er vigtigt, at sundhedspersonale ikke går på kompromis med den mængde, der skal være i hver vaccine.

- Det er selvfølgelig vigtigt, at vi er meget omhyggelige med at sikre, at der vaccineres med den rette mængde, sådan at vaccinen har den effekt mod covid-19, som der er dokumentation for fra fase 3-forsøgene (afsluttende forsøg med vaccinen, red.), sagde hun i en skriftlig kommentar.

Sundheds- og Ældreministeriet oplyser tirsdag at 117.104 har fået det første af de to stik, der kræves med vaccinen fra Pfizer/BioNTech. Det svarer til, at 2,01 procent af befolkningen har påbegyndt vaccination.

Sundhedsstyrelsen vurderer, at alle voksne kan være færdigvaccineret 27. juni, hvis vaccinerne ankommer til Danmark i det forventede tempo.

Siden 27. december er der blevet vaccineret med lægemidlet fra Pfizer/BioNTech.

En vaccine fra amerikanske Moderna er også blevet godkendt i EU, og de første 4800 doser af vaccinen ankom til Danmark natten til tirsdag.

/ritzau/