Der kan være længere mellem tog på letbanens åbningsdag i hovedstaden
Hovedstadens Letbane oplyser til TV 2 Kosmopol, at passagerer skal væbne sig med tålmodighed på åbningsdagen.

Hovedstadens Letbane oplyser til TV 2 Kosmopol, at passagerer skal væbne sig med tålmodighed på åbningsdagen.

En række lokale politikere var med om bord, da Hovedstadens Letbane lørdag formiddag for første gang kørte ud på sin fulde strækning.
Lørdag er letbanens sidste 17 stationer taget i brug ved et stort åbningsarrangement.
På åbningsdagen er en tur med letbanen gratis, men det kan dog blive nødvendigt at væbne sig med tålmodighed.
Ifølge TV 2 Kosmopol var der ventetid på op imod 20 minutter på et af de nye stop ved Lyngby Station.
Hovedstadens Letbane oplyser til mediet, at man først mandag kører med den planlagte køreplan, hvor letbanen kommer i intervaller på mellem fem og otte minutter.
- I dag (lørdag red.) kører vi efter en særlig køreplan i forbindelse med åbningsfesten. Der er rigtig mange passagerer, og derfor risikerer man at skulle vente lidt længere på togene, end det fremgår af skærmene på stationerne, lyder det i et svar.
Ud over at passagerer nu kan stige på letbanen, har selskabet bag også indbudt til åbningsfest ved Gladsaxe Rådhus.
Det kommer til at tage op til 68 minutter at rejse alle 29 stationer. Og togene vil køre hvert femte til ottende minut.
Mens S-tog og metro gør det nemt at komme ind og ud af København, har det været vanskeligere at komme på tværs af forstæderne.
Det er ambitionen, at letbanen skal være med til at gøre den offentlige transport på tværs af hovedstadsområdet bedre.
Letbanens første 12 stationer åbnede sidste år, og lørdag er yderligere 17 tilføjet.
I forvejen findes der letbaneordninger i Aarhus og Odense.
Ifølge statistik fra letbanen i Aarhus, som også kører til Grenaa og Odder, havde letbanen lidt over seks millioner passagerer i både 2024 og 2025.
Letbanen i Odense opgør sit passagertal i antal påstigninger. Dem havde man sidste år mere end syv millioner af.
I Aalborg blev planer om at etablere en letbane skrinlagt i 2015. Det har DR tidligere beskrevet.
RITZAU