Da abekopper først kom til Danmark i slutningen af maj, fandtes alle tilfældene hos personer, der havde været ude at rejse. Sådan er det ikke længere.

Flere og flere smittede har nemlig pådraget sig sygdommen internt i Danmark, lyder det fra Statens Serum Institut (SSI), som monitorerer situationen.

Af de i alt 90 tilfælde af abekopper, som er blevet fundet i Danmark, blev der i sidste uge fundet 18, mens der for tre uger siden blev fundet seks. De første uger blev der konstateret få tilfælde om ugen.

Det er en klar stigning, siger SSIs direktør, Henrik Ullum, til DR:

»Derfor må vi i lighed med WHO sige, at det ikke går ret godt med inddæmningen af sygdommen.«

Lørdag erklærede netop Verdenssundhedsorganisationen WHO abekopper for en global sundhedskrise – det højst mulige alarmniveau. Ifølge generaldirektør Tedros Adhanom Ghebreyesus er risikoen globalt moderat, mens den i Europa betegnes som høj.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er spredningen af abekopper i Europa primært sket blandt mænd, som har haft sex med mænd. Sygdommen er dog ikke seksuelt overført og kan i princippet ramme alle – men kræver nær hudkontakt, som blandt andet forekommer under analsex.

Onsdag opfordrede WHO på et pressemøde til at beskytte sig selv mod smitte ved at reducere antallet af sexpartnere.

Ifølge Henrik Ullum er det svært at svare på, hvorfor det går dårligt med at inddæmme smitten. Samtidig erkender han, at den danske strategi om oplysning, diagnostik, smitteopsporing og isolation ikke har vist sig synderligt effektiv.

»Hvis man siger, at man har en inddæmningsstrategi, og man fra uge til uge ser flere tilfælde, så er man jo nærmest komiske Ali, hvis man siger, at strategien virker rigtig godt. Så er man jo nødt til at optimere strategien, og en del af det handler om at få mere opmærksomhed på, at vi faktisk har smitte i Danmark,« siger Henrik Ullum til TV 2.

Abekopper er i langt de fleste tilfælde mild og kan behandles hjemme.

Denne artikel er fra Berlingske.