Ud af 38.089 PCR-prøver har 427 af dem det seneste døgn vist sig at være positive for coronavirus.

Det seneste døgn har 427 personer i Danmark fået besked om, at de er testet positive for coronavirus.

Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI) torsdag.

De 427 smittetilfælde er fundet i 38.089 PCR-prøver. Det er de test, hvor man podes i svælget.

De positive prøver har således udgjort 1,12 procent af det samlede antal PCR-prøver det seneste døgn.

Der er det seneste døgn også foretaget 29.214 lyntest, der er de test, hvor man podes i næsen.

Positive resultater herfra fremgår dog ikke af SSI's tal, da der er for stor usikkerhed med resultaterne.

Nogle af de positive lyntest bliver dog efterfølgende bekræftet ved PCR-prøver, og de kommer derfor med den vej.

Det giver udsving i de daglige tal, når antallet af lyntest varierer. Det fortæller lektor i matematisk epidemiologi Viggo Andreasen, Roskilde Universitet.

Viggo Andreasen forventer, at flere den kommende tid vil blive smittet med covid-19, da virusset smitter bedre om vinteren.

- Denne her sæsoneffekt ser ikke ud til at have slået igennem endnu. Det er også erfaringen fra sidste år, at der skete et større hop efter efterårsferien.

- Så vi må forvente en stigning de næste måneder. Hvor kraftig den bliver, er sværere at udtale sig om, siger lektoren

På landets hospitaler er der nu indlagt 93 patienter med coronavirus. Det er en stigning på fire personer i forhold til onsdag.

Af de 93 patienter er 18 indlagt på intensiv, og af dem får 11 hjælp af en respirator.

Der er registreret to nye dødsfald blandt coronasmittede. Dermed er i alt 2656 coronasmittede døde under epidemien.

I vaccinationsindsatsen har 2813 det seneste døgn fået første revaccination, så i alt 74.243 personer nu har fået første revaccination. Det svarer til 1,3 procent af befolkningen.

Derudover har yderligere 1163 personer påbegyndt vaccination, mens 3172 er blevet færdigvaccineret. Over 4,3 millioner borgere er færdigvaccinerede. Mere præcist er der tale om 74,5 procent af befolkningen.

/ritzau/