Der er lang vej til en flyvetur med god klimasamvittighed
Hvis luftfart skal være klimaneutral, skal der ifølge Klimarådet flyves mindre og fart på grønne teknologier.

Hvis luftfart skal være klimaneutral, skal der ifølge Klimarådet flyves mindre og fart på grønne teknologier.

Ferien er lige om hjørnet, og flere end nogensinde ventes at tage med et fly denne sommer.
Det er en dårlig nyhed for klimaet, for selv om der er fokus på bæredygtige flybrændstoffer og andre teknologier, der skal gøre luftfarten mere klimavenlig, så er der meget lang vej i mål.
Derfor bør vi betale mere for flybilletter, så vi flyver mindre. Det konkluderer Klimarådet i en ny rapport.
- I vejtransporten ved vi i runde tal, hvad der skal til – elektrificering. Sådan er det desværre ikke i luftfarten, hvor alle de teknologiske muligheder har forskellige udfordringer, siger Klimarådets forperson, Peter Møllgaard, i en pressemeddelelse.
- Det er problematisk, da sektoren har en stor klimabelastning.
Flere teknologier giver ellers håb for, at luftfarten i fremtiden kan komme tættere på såkaldt nuludledning - som el- og brintfly og bio- og elektrobrændstoffer.
Men som det ser ud nu, er teknologierne forholdsvist umodne, dyre og ressourcekrævende.
- Det er ikke som en elbil, der lige kommer trillende ind. Det er en hårdere nød at knække, og vi kan ikke se, at der er en gylden løsning, siger professor ved DTU Marie Münster, som er medlem af Klimarådet.
Lige nu er det alt for billigt at flyve, hvis man tager højde for omkostningerne i forhold til klimaet på samfundsniveau, konkluderer Klimarådet.
- Så det er jo et prioriteringsspørgsmål. Vil vi betale mere, eller vil vi flyve mindre, siger Marie Münster.
- Det er oplagt, at der i højere grad er brug for, at forureneren betaler.
Omkostningerne kan reduceres, hvis det bliver tilladt at opfange CO2 og lagre den i undergrunden.
Det er dog også fortsat en umoden teknologi og vil betyde fortsat afhængighed af fossile brændstoffer, lyder det fra Klimarådet.
Luftfarten reguleres på EU-niveau. I EU har man et system med en kvotepris for CO2-udledninger for flyvninger inden for de 27 EU-lande og et krav om en vis procentdel bæredygtigt brændstof i tanken på flyene.
Begge dele skal genforhandles i 2026 og 2027.
- Vi foreslår, at kvotesystemet bliver udvidet, så vi også tager flyvninger ud af EU med i betragtning, og at vi holder op med at subsidiere flyselskaberne for den ekstra pris, de betaler for den andel af grønne brændstoffer, som der er et krav om, at de skal blande i tanken, siger Marie Münster.
Ifølge Klimarådet vil en fjernelse af subsidier til de grønne brændstoffer få billetpriserne til at stige 10 procent i 2035 og 23 procent i 2045.
Det vil reducere luftfartens udledninger med 8 procent i 2035 og 18 procent i 2045, fordi færre så vil flyve.
Danmark er et ud af i alt otte EU-lande, som allerede har indført en passagerafgift på flybilletter.
/ritzau/