Overvejer du at skrive et blogindlæg om din drømmeferie til et turistparadis, hvor du nød en caipirinha under en strandtur med et badejern?

I så fald er du være med på noderne rent sprogligt. Sætningen herover indeholder nemlig seks af de ord, der netop er blevet tilføjet i Den Danske Ordbog.

Fredag har Det Danske Sprog- og Litteraturselskab tilføjet hele 1.612 nye ord til ordbogen, herunder 'blogindlæg', 'caipirinha' og 'badejern'.

Også ord som 'ølbong', 'flow-tv' og 'jinxe' er nye i Den Danske Ordbog. Det oplyser Det Danske Sprog- og Litteraturselskab i en pressemeddelelse.

Derudover er der registreret nye betydninger for 19 ord eller vendinger og 12 helt nye faste udtryk.

Eksempelvis vil der nok være en del af jer læsere, som her til aften kommer til at 'space ud' efter en lang arbejdsuge.

Det betyder selvfølgelig at slappe helt af eller ligefrem at være mentalt fraværende.

Men før du nå så langt, skal vi da lige have en lille quiz:

Svarene finder du i bunden af artiklen.

I alt er der omkring 100.000 opslagsord i netudgaven af Den Danske Ordbog, og fredagens omfattende opdatering er et led i planen om at udvide ordbogen med 10.000 nye ord i løbet af få år.

Fra 2003 til 2005 udkom ordbogen i papirudgave, og de seks tunge bind indeholder da også langt de fleste af de ord og vendinger, vi danskere også 13 år senere benytter os af i dagligdagen.

Men sproget er i rivende udvikling, og så må Den Danske Ordbog naturligvis følge med.

'Dels kommer nye ord dagligt til, dels bærer nogle af de eksisterende opslag præg af tidens tand. Det sidste ser vi fx når sprogbrugen inden for et bestemt (fag)område ændrer sig: edb erstattes gradvis af it, og så virker femten år gamle ordbogsdefinitioner pludselig ufrivilligt morsomme,' skriver Det Danske Sprog- og Litteraturselskab i pressemeddelelsen.

Du kan se hele listen over de nye ord og udtryk, som har fundet vej til Den Danske Ordbog her.

Ordbogen opdateres to-tre gange om året.

Her kommer svarene på den lille quiz:

Nu kommer sandhedens time: Hvor mange rigtige fik du?