Dennis stod midt i kæmpe DSB-kaos: ’Det pisser mig af’
I flere dage har pendler Dennis Visti Rasmussen ikke kunnet forny sit pendlerkort eller købe togbillet. Men en time efter B.T. kontaktede DSB, fik han pludselig et uventet opkald.

I flere dage har pendler Dennis Visti Rasmussen ikke kunnet forny sit pendlerkort eller købe togbillet. Men en time efter B.T. kontaktede DSB, fik han pludselig et uventet opkald.

4 år. Så længe har 46-årige Dennis Visti Rasmussen pendlet frem og tilbage fra hjemmet i Odense til arbejdspladsen i København.
Men siden i torsdags har den været helt gal.
Der har nemlig været problemer hos DSB, så Dennis Visti Rasmussen hverken kunne forny sit pendlerkort eller købe en billet gennem DSB-appen. Han havde ellers fået at vide, at fejlen først ville blive fikset tirsdag, siger han til B.T.
»Problemet er, at jeg er fanget i Odense. Nu kan jeg så ikke komme på arbejde mandag,« siger den frustrerede pendler.
Han har adskillige gange kontaktet DSBs kundeservice i håb om en løsning:
»De siger, at de arbejder på det. Men jeg mangler svar. Problemet er, at der ikke er noget alternativ. Jeg og mange andre er meget afhængige af at kunne tage toget. Det pisser mig af.«
»Jeg har også spurgt, om jeg kunne købe en fysisk billet i en DSB-butik og så bare bagefter få den refunderet, når systemet virker igen. Men det kan ikke lade sig gøre,« fortæller han.
Efter at have hørt Dennis Visti Rasmussens oplevelse kontaktede B.T. straks DSB. Og herefter gik det stærkt.
»Jeg ringer til B.T., og så går der en time, så ringer DSB til mig,« siger han overrasket.
For nu virker systemet igen, lød det pludselig fra DSB.
Tilbage står Dennis Visti Rasmussen med ét nagende spørgsmål: Hvorfor kunne problemet pludselig løses så hurtigt?
Til B.T. siger DSBs pressevagt, at de klokken 15:28 søndag eftermiddag fik melding om, at problemet med køb af pendlerkort var blevet løst.
De vil dog ikke gå ned i den konkrete sag, men henviser til, at hvis der er problemer med deres salgskanaler, så kan man købe en billet i billetautomaterne, DSB-kioskerne eller hos personalet i togene.
DSBs pressevagt kan dog ikke sige noget generelt om, hvorvidt de vil refundere ekstra billetter, som pendlere i mellemtiden eventuelt har måttet købe, men vil opfordre folk til at kontakte kundeservice.
»Det vigtigste er, at det nu er løst,« lyder det fra pressevagten.
Så sent som søndag morgen var meldingen fra DSB ellers i et opslag på X, at der var problemer med pendlerkortet.
Hvordan kan fejlen så pludselig rettes så hurtigt?
»Jeg kender ikke årsagerne til, at det blev løst så hurtigt, men det vigtigste er, at det søndag eftermiddag blev løst.«
Søndag eftermiddag er jo ret tæt på mandag morgen, hvor mange skal på arbejde. Har I overhovedet reageret hurtigt nok?
»Det vigtigste er at sige, at vi har forsøgt at rette fejlen, og at den nu er rettet.«
På trods af, at problemet nu er løst, ærgrer Dennis Visti Rasmussen sig:
»Vi som pendlere får jo tit mails med aflysninger og det hele, men hér får man ikke mere info.«