24 gange. Så mange gange susede toget forbi perronen ved Langeskov på Fyn i 2019, fordi togføreren glemte at stoppe.

Derfor kan rejsende til og fra Langeskov af og til kigge langt efter toget, selvom det ifølge planen skulle stoppe på stationen.

Det skriver TV2/Fyn.

De 24 gange svarer til, at toget blæser forbi to gange om måneden, og det skal der nu laves om på.

»Det her er jo helt absurd og fuldstændig uholdbart. Det kan ikke passe, at folk, der skal med toget, bare må stå og se på, at det suser forbi,« siger folketingsmedlem Jane Heitmann (V) til mediet og tilføjer:

»Jeg agter derfor at tage sagen op over for transportministeren.«

DSB er heller ikke ligefrem stolte af de tal:

»DSB beklager de glemte standsninger og beklager, at kunderne til og fra Langeskov ikke har kunnet regne med de planlagte standsninger i 2019,« skriver DSB i et notat, som blev sendt til Transportministeriet i sidste uge.

I notatet fremgår det, at DSB nu har igangsat en række tiltag, der skal hjælpe togførerne med at huske at stoppe ved Langeskov Station.

DSB har blandt andet fået tastet standsningen på stationen ind i togets computerskærm, så lokoføreren tydeligt kan se, at der skal standses ved stationen.

Det er funktioner som det, der skal være med til at nedbringe antallet af glemte standsninger ved Langeskov Station, skriver DSB.

I 2018 susede toget forbi stationen 13 gange. Der er dermed næsten sket en fordobling af antallet af gange, lokoførere har glemt at standse ved Langeskov.