Hvis du synes, det er lidt ekstra svært at komme ud af sengen denne morgen, så er du næppe den eneste. I hvert fald er denne mandag kåret til 'årets værste dag'.

Det viser en kompliceret udregning, som blandt andet skeler til vejret, gæld, indkomst og hvor lang tid, der er til jul.

Bag udregningen står den britiske psykolog Cliff Arnall, der for første gang kom frem til, hvornår årets værste og mest deprimerende dag faldt, tilbage til 2005.

Den deprimerende dag fik siden navnet 'Blue Monday'.

Med til historien hører dog, at formlen ikke just er videnskabeligt bevist - og at det var et britisk rejseselskab, der i sin tid stod bag ideen om at finde frem til årets værste dag.

På trods af det har fænomenet 'Blue Monday' sat sig fast og er blevet mere eller mindre accepteret som en helt reel dag.

At årets værste dag lige skulle falde i januar - og ofte falder på den tredje mandag i måneden - er dog næppe grebet ud af ingenting.

I en pressemeddelelse udsendt af fagforeningen og a-kassen Krifa oplyses det, at en ny YouGov-undersøgelse viser, at hver anden dansker synes, at januar er den absolut hårdeste måned at komme igennem, mens ikke én eneste af de adspurgte har januar som yndlingsmåned.

»Mange danskere oplever, at januar er svær. Den kolde, mørke måned står i skarp kontrast til decembers hygge, samvær og overflod af mad og søde sager. Samtidig er der lange udsigter til forår og lysere tider,« forklarer erhvervspsykolog i Krifa Rasmus Højbæk.

I pressemeddelelsen kommer han samtidig med tre gode råd til, hvordan man klarer sig gennem januar - og dermed også 'årets værste dag'.

1. Vær social

Januar kan føles ensom, fordi der ikke er sociale arrangementer i samme grad som i december. Det er derfor vigtigt at holde fast i det sociale momentum i januar, så kontrasten ikke opleves for voldsom. Det kan være alt fra en fredagsøl med kollegerne til en kop kaffe med en savnet veninde eller måske en familiefrokost for hele den pukkelryggede.'

2. Dyrk motion

Oven på decembers overflod af stimulanser kan det føles som om, at der mangler noget i januar. Men man skal undgå quick-fixes som fx søde sager, der efterlader en trang til mere eller en decideret nedtrykt følelse. Dyrk fx motion, der er et sundere alternativ, men udskiller de samme 'glædes'-signalstoffer (bl.a. dopamin og serotonin). Det kan fx være en rask gåtur med kollegerne i pausen eller en tur i fitness efter arbejde.'

3. Drop 'new year, new me'

'Lad ikke urealistiske nytårsforsæt diktere dine handlinger i januar. At forandre fastgroede vaner sker sjældent fra dag til dag, det kræver tid og energi. Man skal i stedet lægge en plan for, hvordan man vil opnå de ændringer, man ønsker. Det kan fx være sammen med en kollega, så man er fælles om at lykkes – måske krydret med en konkurrence, der kan motivere lidt ekstra.'