Lige nu arbejder skoler i hele landet på højtryk for igen at kunne åbne op for elever i 0.-5. klasse.

I Morsø Kommune i Nordjylland er der også blevet arbejdet hårdt med genåbningen hele påsken, og planen er nu på plads. En plan for en helt ny og anderledes hverdag for den lille øs yngste elever.

»Undervisningen kommer primært til at foregå ude i det fri, og vi har heldigvis nogle fantastiske områder i forbindelse med vores institutioner med både vand og skov,« fortæller skole- og dagtilbudschef i Morsø Kommune Michael Dahlgaard.

»Der er ingen tvivl om, at vi er heldige i forhold til, hvor vi ligger,« siger Michael Dahlgaard.

TIP OS! Er du lærer, pædagog eller forælder, og kunne du have lyst til at fortælle om dine erfaringer med genåbningen, så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til 1929@bt.dk

Han lægger ikke skjul på, at det har været en omfattende opgave at planlægge genåbningen, så undervisningen af kommunens yngste skoleelever lever op til alle myndighedernes retningslinjer.

»Jeg tror uden problemer, jeg ville kunne åbne min egen festival efter det her,« fortæller Michael Dahlgaard.

Indkøb og opsætning af telte, udendørs toiletter og mulighed for håndvask i det fri har nemlig været en stor del af klargøringsprocessen.

Det samme har det været at organisere skoledagen, så eleverne kun bliver undervist i små grupper ad gangen og af de samme voksne med god afstand.

Et telt, hvor skoleelever i Støvring vil kunne modtage undervisning med god afstand.
Et telt, hvor skoleelever i Støvring vil kunne modtage undervisning med god afstand. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det bliver også noget nyt for eleverne. At komme tilbage på deres skole og gå ind i et stort klasselokale, hvor der kun står få borde med god afstand imellem,« siger Michael Dahlgaard.

Og det er ikke kun rammerne, som er anderledes. Indholdet af undervisningen er også nyt.

»Noget af det første, eleverne skal undervises i, er hygiejne,« fortæller Michael Dahlgaard og tilføjer, at alle ansatte, der er tilknyttet skole- og dagstilbud i kommunen - fra rengøring til lærere - i dag deltager i et onlinehygiejnekursus for at være bedst muligt forberedt til genåbningen.

Kommunen har fem folkeskoler.

En åbner onsdag, en mere torsdag og de sidste tre fredag.

En af skolerne har fortsat fuld åbningstid, mens de andre har reduceret deres åbningstid for at kunne overholde myndighedernes retningslinjer, fortæller Michael Dahlgaard.

I Støvring gør man også klar til skolestart med telte til klasseværelser og toiletvogne, så eleverne kan opholde sig udendørs med afstand. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
I Støvring gør man også klar til skolestart med telte til klasseværelser og toiletvogne, så eleverne kan opholde sig udendørs med afstand. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Når børnene møder i skole igen, vil de opleve at blive taget imod af en voksen, der følger dem hen til den gruppe børn, de skal være sammen med.

Michael Dahlgaard fortæller, at der har været både forældre og ansatte, som har været bekymrede for, hvordan det hele skal gå, men at det har hjulpet, at kommunen meget hurtigt begyndte at arbejde på en plan for genåbningen.

»Det har betydet, at vi har kunnet svare på meget af det, der gav anledning til bekymring, og så har vi hele tiden sagt til hinanden, at grundighed er vigtigere end hurtighed,« siger Michael Dahlgaard.

Han roser de ansatte på skolerne og i dagtilbuddene for at have været utroligt fleksible, omstillingsparate og arbejdsomme i forhold til at få genåbningen til at fungere.

»De har virkelig udvist samfundssind i allerhøjeste potens.«