»Vi troede, at bjørnen sov, men den var særdeles vågen, og vi har sovet gevaldigt i timen.«

Sådan siger Harm Ehmen fra Odense, der nu vil gøre sit for at manifestere overfor Ruslands præsident, Vladimir Putin, at den russiske bjørn har vakt verdens afsky med sine handlinger i Ukraine.

Det gør han ved at arrangere – hvad han drømmer om bliver – en kæmpe demonstration i Odense fredag eftermiddag, der skal vise byens støtte til ukrainerne.

»Selvom det ikke flytter mange brikker i det store spil, så synes jeg personligt, det er vigtigt, at vi manifesterer mindst denne ene gang til de herboende ukrainere, at vi står ved deres side,« siger Harem Ehmen.

Til støttearrangementet, der bliver holdt på Flakhaven foran Odense Rådhus, vil der blive holdt et minuts stilhed. Ukrainske Alla Navrotska er også en blandt flere, der kommer til at holde en tale til støttearrangementet.

»Det er den mulighed, jeg har her i dag. At opfordre til at komme til demonstrationen på fredag,« siger Alla Navrotska, der har en mor, far og bror i det krigshærgede Ukraine.

Hendes forældre bor tæt på Ukraines anden største by, Kharkiv, der har været under heftige bombardementer natten til onsdag.

»De har det forfærdeligt, og mit hjerte er knust. Jeg har ondt i hele kroppen,« fortæller Alla Navrotska, der onsdag var inviteret af byrådets politikere til at overvære hejsningen af det ukrainske flag på Flakhaven i Odense.

Det ukrainske flag blev onsdag hejst på Flakhaven foran Odense Rådhus. Foto: Jeppe Kanstrup
Det ukrainske flag blev onsdag hejst på Flakhaven foran Odense Rådhus. Foto: Jeppe Kanstrup
Vis mere

»Det er et stærkt signal om opbakning til Ukraine, men det betyder også meget for dem, der lever her i Danmark,« siger Alla Navrotska om det ukrainske flag på Flakhaven.

Arrangøren bag fredagens demonstration, Harm Ehmen, håber, at odenseanerne kommer til at fylde Flakhaven fredag.

»Det er ønsketænkning, men tænk sig, hvis bare 10 procent af odenseanerne mødte frem og viste deres støtte, så vil vi være 20.000 mennesker,« siger Harm Ehmen.

Demonstrationen kommer til at vare op mod halvanden time.