Inflationen i Danmark befinder sig i øjeblikket på sit højeste i mange år, og det betyder blandt andet, at det er blevet væsentligt dyrere at være dansker.

Henover sommeren er der nemlig sket en forbrugerprisstigning i Danmark, og det kunne man blandt andet se i august 2021, hvor inflationen landede på 1,8 procent.

Det skriver Finans.

Inflationen, som blev målt til 1,8 procent, indikerer nemlig, at det er det højeste niveau siden 2012, og hvis man spørger Niklas Praefke, der er cheføkonom i Ledernes Hovedorganisation, betyder det med andre ord, at »det er blevet dyrere at være dansker.«

Nogle af de områder, hvor priserne særligt er steget, er ifølge Danmarks Statistik udgifter til boligbenyttelse, opvarmning og elektricitet.

Inflationen bliver desuden vurderet til at være høj, idet alverdens centralbanker i en længere periode har haft en målsætning om at have en inflation på lige under 2 procent.

Og netop de 2 procent er også noget, som Den Europæiske Centralbank inden for den seneste periode har valgt at se bort fra, idet de vil lade inflationen overstige de 2 procent.

»Vi vil ikke være overraskede, hvis inflationen kravler over de to procent de kommende måneder. På den lidt længere bane peger pilen dog stadigvæk nedad,« skriver Palle Sørensen, der er cheføkonom i Nykredit, i en kommentar til Finans.

Ifølge cheføkonomen Palle Sørensen vil den stigende inflation desuden betyde, at en gennemsnitlig børnefamilie vil bruge 8.000 kroner mere i år end sidste for at købe de samme varer.