Den danske opdagelsesrejsende og forfatter Jens Bjerre er død i en alder af 98 år.

Den danske opdagelsesrejsende, forfatter og filmmand Jens Bjerre er død.

Det bekræfter formanden for Eventyrernes Klub, Bjørn Harvig, over for Ekstra Bladet.

Han døde i en alder af 98 år.

- Det er med rigtig stor sorg, at Jens Bjerre er gået bort, for han har om nogen været en inspiration for flere generationer af danske rejsende og eventyrere og i særdeleshed også for alle klubkammerater, siger Bjørn Harvig til Ekstra Bladet.

Ifølge formanden afgik han ved døden 17. februar. Han har været medlem af Eventyrernes klub siden 1948, hvilket var ti år efter, den blev stiftet.

- Han har været formand for klubben og medlem i 72 år, hvilket i sig selv er helt exceptionelt. Han har betydet utrolig meget for klubben som institution, har turneret verden rundt og har lavet film og bøger, som er set og solgt overalt i verden, siger formanden til Ekstra Bladet.

Han er blandt andet kendt for at deltage i ekspeditioner til Kalahariørkenen. Her var han den første til at filme San-folket.

Foruden ekspeditioner til Kalahariørkenen har han deltaget i kortlægningsekspeditioner til Ny Guinea for den australske regering.

Jens Bjerre var uddannet journalist, og han har blandt andet skrevet bøgerne "Globetrotter" og "Blandt menneskeædere på Ny Guinea".

Under Anden Verdenskrig var han aktiv i modstandsgruppen BOPA, skriver Ekstra Bladet.

Bisættelsen af Jens Bjerre kommer til at foregå i stilhed efter familiens ønske, hvor den nærmeste familie og venner deltager.

I 2016 blev han desuden udnævnt som ridder af Dannebrogordenen.

/ritzau/