Hvis du vil tjene penge på dine brugte møbler, så er det nu, du skal sælge. Sommeren er her, og derfor er havemøbler i særlig høj kurs på internettet.

Så har du en solseng eller et havebord stående i kælderen, så kan du være sikker på et salg, hvis du sælger netop nu. Ifølge Den Blå Avis (DBA) har danskerne søgt efter brugte møbler til haven 287.000 gange i den forgangne måned.

Dermed er havemøblerne det absolut mest efterspurgte på DBA.

Sommer betyder også starten eller afslutningen på mange unges uddannelser, og det er typisk i denne tid, at de flytter hjemmefra. Hver syvende siger i en undersøgelse, som DBA har lavet, at de vil købe deres møbler brugt, og derfor er der rift om sofaer, spiseborde og kommoder.

Det er dog ting til udendørs brug, der er mest efterspurgt i sommervarmen.

18% af alle danskere er ifølge DBA's undersøgelse på jagt efter en cykel i dba.dk's mange annoncer. Og der er flere end nogensinde. På fire år er antallet af annoncer mere end fordoblet fra 10.210.140 i 2013 til 20.370.808 i 2017.