EUs statsledere ankommer i dag til topmødet i København.
Og når de gør det, vil de blive mødt af en gruppe larmende Palæstina-aktivister.
Flere propalæstinensiske grupper planlægger nemlig en demonstration i Indre København i forbindelse med EU-topmødet, der finder sted på Christiansborg.
Demonstrationen var først planlagt til at skulle foregå inde i et afspærret og politibevogtet område på Bertel Thorvaldsens Plads tæt ved Christiansborg.

Men efter B.T.s henvendelse til arrangørerne er demonstrationen blevet rykket til Højbro Plads.
»EU: stop med at støtte folkedrab!« lyder det i invitationen til demonstrationen på Instagram.
Af denne fremgår det også, at demonstrationen begynder 11:15 og fortsætter indtil 12:45.
»Medbring Palæstinaflag, skilte med relevante budskaber, samt noget at larme med!« tilføjer arrangørerne.
Der er massiv sikkerhed omkring EU-topmødet, og Københavns Politi oplyser til B.T., at man er opmærksomme på at topmødet »kan give anledning til demonstrationer af forskellig karakter.«
Det er et juridisk spørgsmål, hvorvidt Israel begår et folkedrab i Palæstina. Det skal afgøres ved Den Internationale Domstol (ICJ), hvor Sydafrika har rejst en sag, der endnu ikke er afgjort.
B.T. følger EU-topmødet tæt i vores liveblog. Følg med HER.