I busser fra flere dele af landet rejser burmesere i Danmark lørdag mod Rådhuspladsen i København for at vise deres utilfredshed med militærets håndtering af demonstrationerne i Myanmar.
Det er den danske gruppe, Chin Community Danmark, som står bag arrangementet, som begynder kl. 12.00.
Leder af arrangørgruppen, Ni Chin Sung, fortæller, at de har valgt at demonstrere for at gøre opmærksomme på situationen i Burma, men også for at støtte deres landsmænd og kampen for demokrati i hjemlandet.
- Vi har et styre, som går ind og kontrollerer befolkningen på den groveste måde. Demonstrationerne er fredelige, men militæret vælger at gå til kamp mod demonstranterne med våben.
- Det her er mennesker, som ønsker et demokratisk samfund, de ønsker ikke krig. Demonstrationer er en demokratisk ret, som militæret forsøger at tage fra folket, siger Ni Chin Sung om militærets håndtering af folkets oprør.
Myanmar har været præget af omfattende og daglige demonstrationer, siden militæret tog magten den 1. februar.
De mange demonstranter bliver af politiet mødt med tåregas, gummikugler og skarpladt ammunition har øjenvidner tidligere udtalt. Militærets brug af vold, fordømmes af blandt andet FNs Sikkerhedsråd og Amnesty International.
Urolighederne har indtil videre har kostet over 70 menneskeliv ifølge internationale nyhedsbureauer.
Ifølge Ni Chin Sung har landets demokratisk valgte leder, Aung San Suu Kyi, som blev afsat i forbindelse med militærkuppet, aldrig reelt ledet landet.
- Der har hele tiden været et militær bag hende, som har haft magten. De er blot blevet trætte af hende og har valgt at afsætte hende, siger hun.
Ved demonstrationen i København er der afsat tid til at ære de mange mennesker som har mistet livet under de voldsomme optøjer i Myanmar.
Der er tilmeldt lidt over 300 mennesker til demonstrationen, men arrangør Ni Chin Sung.
/ritzau/
