Flere børneinstitutioner ved Næstved, Faxe og Aarhus er blevet lukket af smitsom coronavariant.

Flere institutioner og en SFO er søndag blevet lukket på grund af fund af den særligt smitsomme Delta-varianten af coronavirusset. Det skriver Sjællandske Nyheder og TV2 Østjylland.

Torsdag fik Korskildeskolen i Tappernøje ved Næstved besked om det første smittetilfælde med Delta-varianten hos en forælder. Siden er også et barn blevet smittet, skriver Sjællandske Nyheder.

Lørdag gik alle landets skoler på sommerferie, og derfor er det kun SFOen, der er blevet lukket som følge af fundet af Delta-varianten.

Derudover er også institutionen Småfolket i Haslev lukket, da der er fundet smitte hos en forælder, skriver Sjællandske Nyheder.

I Aarhus er institutionen Ellevang Dagtilbud også blevet lukket som følge af smitte med Delta-varianten blandt et forældrepar, skriver TV2 Østjylland.

Derfor sendes medarbejdere samt 66 børn nu hjem, indtil der er kommet testsvar fra de hjemsendte.

- Indtil da sker der ikke noget i institutionen, andet end at der bliver gjort ekstra godt rent, og så afventer vi testresultaterne, siger Christian Thaarup, der er leder af Ellevang Dagtilbud, til TV2 Østjylland.

Delta-varianten regnes for at være særligt smitsom, og derfor opfordres nære kontakters nære kontakter til at blive testet ved fund af varianten.

Varianten blev første gang set i Danmark 2. april 2021, og siden da er der blevet fundet 320 tilfælde, viser den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI) lørdag.

Samme dag oplyste SSI, at varianten Delta Plus også er blevet fundet i Danmark his en passager, der ankom med fly fra Portugal. Det er det første tilfælde i Danmark af virusvarianten, der ifølge SSI har nedsat effekt af antistoffer.

Delta Plus udspringer af Delta-varianten, der først blev fundet i Indien.

/ritzau/