Vi kender det alle.

Temperaturen daler i hele Danmark, og man får lyst til at bure sig inde i sit hjem.

Radiatorerne bliver skruet op, og alle veje, varmen kan forlade hjemmet på, bliver lukket til.

Men det er ikke verdens bedste idé, lyder det nu fra det norske forskningsinstitut SINTEF.

Selvom man har lyst til at forhindre varmen i at sige »farvel« og kulden i at sige »hej«, bør man nemlig ikke lukke udeluftsventiler og luftspalter vinteren over.

»Så bliver luftskiftet i boligen for småt, og der ophober sig fugt og uheldige stoffer og gasser fra aktiviteter og omgivelser,« skriver SINTEF i en pressemeddelelse under overskriften 'Undgå vinterskader på huset'.

»Utilstrækkelig ventilation giver dårligt indeklame og kan medføre fugtskader og helbredsproblemer.«

De skriver videre, at indvendig kondens eller fugt på vinduer indikerer, at der er for lidt ventilation i dit hjem i forhold til mængden af fugt.