Kunne 32-årige Casper Olsen spole tiden 10 år plus det løse tilbage, ville han gøre det. Helt specifikt til dén dag, hvor han meldte sig til krigen i Afghanistan.

Dér ville han sætte dagen på pause. Overbevise den 21-årige udgave af sig selv om at vente lidt. Bare et par dage. Dé dage, der kunne have ændret hans liv.

Unge Casper Olsens største drøm var at komme på sergentskolen. Han havde søgt. Og ventede og ventede på svar.

Så fik han nok af at vente, meldte sig til udsendelse til Afghanistan på Hold 5.

Få dage efter lå brevet langt om længe i hans postkasse. Han var optaget på sergentskolen.

I dag er Casper Olsen hjerneskadet.

Den seneste uge har B.T. sat fokus på krigsveteraner i artikelserien ‘De hjemvendte’.

Seks skæbner har været foldet ud. Seks historier om og med soldater, der 10 år efter at have været i krig i Afghanistan fortæller, hvordan udsendelsen har formet dem.

De er alle kommet styrket hjem. Er blevet bedre mennesker.

Casper Olsen er blevet et andet menneske. Et menneske med en ukuelig viljestyrke.

»Jeg skal løbe maraton i USA til oktober. Det havde man ikke troet for 10 år siden,« siger fighteren Casper Olsen. Helt glad.

Han sidder rundt om det blankpolerede bord i Den Kongelige Livgardes fine mødelokale dækket op til kaffe og kage.

Major Søren P. Østergaard har, lige siden Casper Olsen blev skadet for 10 år siden, været kontaktofficer og har hjulpet både Casper og hans familie gennem det svære forløb. Vis mere

Ved siden af ham sidder hans mor Margit og hans far Erling. Overfor major Søren P. Østergaard, som sammen med seniorsergent Henrik F. Munck har været Casper Olsens kontaktofficer og støtte gennem 10 år.

Det er de tre, der kan fortælle og huske dét, som Casper Olsen ikke længere kan. Som nu, hvad der rent faktisk skete den 16. marts 2008. Dagen, der ændrede hans liv.

Som ung var han stor og stærk. Spillede fodbold, basket og styrketrænede. 90 kilo rå muskler var han oppe på, da han drog af sted i 2008.

»Jeg var pumpet,« smiler han.

90 kilo rå muskelmasse i Armadillo. Billedet er det sidste, der blev taget af Casper, inden han blev såret. (PRIVATFOTO) Vis mere

Han havde været i militæret et par år. Et studie på CBS var opgivet. Det var for stillesiddende. Han var forlovet. Skulle giftes. Men først skulle han til Afghanistan.

»Vi bakkede jo op, så godt som vi kunne. Men det var ikke sjovt,« siger hans mor, Margit Olsen.

»Jeg ville ned og deltage i kampen. Men jeg nåede det ikke. De fik mig, da jeg var på vej i kamp. Men det var heldigt, at jeg kom hjem i live,« tilføjer Casper Olsen.

Sammen med Odin Kompagniet landede han i Afghanistan den 14. februar 2008. En måned senere blev han skadet.

Sådan så han ud, Casper Olsen, da hans forældre vinkede farvel før afrejsen fra Danmark i februar 2008. Dén Casper får de aldrig igen. (PRIVATFOTO) Vis mere

Meget lidt husker han fra den korte udsendelse.

»At en af mine kammerater blev skudt og døde dernede,« siger han om den tragiske vådeskudsulykke, der kostede Morten Krogh Jensen livet.

Mindehøjtideligheden fra dén dag, hvor Morten Krogh Jensens kiste blev sendt hjem til Danmark, husker han også.

Hvordan transportflyet tippede vingerne i en sidste hilsen.

En kampklar Casper Olsen på vej på patrulje. (PRIVATFOTO) Vis mere

Casper Olsen kigger ned i bordet: »Han var jo min kammerat.«

Det er Søren P. Østergaard, der fortæller om dagen, hvor Casper blev skadet.

Hvordan den 21-årige let maskingeværskytte var på patrulje i den grønne zone, da soldaterne kom i kamp med Taliban, som affyrede en raket mod patruljen.

»Den ramte et stengærde, som Casper stod lige ved siden af. Om han blev ramt af sprængstykker fra raketten, da den eksploderede, eller af en sten fra gærdet, ved man ikke,« siger Søren P. Østergaard, ifølge hvem raketten var så kraftig, at den kunne nedkæmpe pansrede køretøjer.

Sådan så Casper Olsens hjelm ud efter, at han blev ramt. Det var soldaterkammeraterne, der fotograferede den. (PRIVATFOTO) Vis mere

»Man kan roligt sige, at det var heldigt, at han ikke blev ramt direkte af raketten. Så havde han ikke siddet her i dag.«

Hjemme i Sakskøbing på Lolland var Erling og Margit Olsen i gang med at sætte deres nye hus i stand. Margit hørte en bildør smække, kiggede nysgerrigt ud ad vinduet.

»Det eneste, jeg nåede at sige til Erling, var, at det var en bil fra forsvaret. Og at der ikke var nogen præst med, så Casper kunne ikke være død. Så gik jeg fuldstændig i sort. Kunne ikke røre mig ud af stedet,« fortæller Margit Olsen om dagen, som alle pårørende til udsendte frygter.

I dag har de det okay med at tale om det. Det er trods alt 10 år siden. Og deres søn har fået et liv, som de dengang slet ikke turde drømme om.

Takket være sin ukuelige viljestyrke er den hjerneskadede Casper Olsen igen kommet på benene og skal til efteråret løbe maraton i USA. Vis mere

Casper Olsen selv derimod sidder stærkt bevæget med hænderne i skødet.

»Det underlige er, at Casper aldrig har reageret, når vi har siddet og snakket om dét, der skete. Aldrig! Men pludselig for et år siden begyndte han at reagere på det. Og det gør han også nu,« siger hans mor og stryger ham over armen.

»Det er et godt tegn. Det viser, at det betyder noget,« siger Søren P. Østergaard, som var én af de to fra forsvaret, der personligt overdrog den tunge besked til Casper Olsens forældre.

Har man fået et hovedtraume, går det lidt tid, før man kan sige, hvor alvorligt det er, og om den skadede kan transporteres.

I månedsvis troede forældrene, at de ville miste deres søn. Her holder Margit Olsen sin søn i hånden, mens han ligger i koma. (PRIVATFOTO) Vis mere

Derfor gik der flere dage, før Erling og Margit Olsens søn kom hjem. Til Rigshospitalet.

»Først der fik vi det helt store chok, da vi fik talt med lægerne. Dér gik alvoren op for os. Det var meget værre, end vi havde forestillet os,« siger Erling Olsen stille. Stadig dybt taknemmelig over, at også en af forsvarets egne læger var med og kunne oversætte eksperternes medicinske udtryk.

I tre måneder troede de, at Casper ville dø. Det var, hvad lægerne sagde.

De sad troligt ved hans seng døgnet rundt, mens slanger, sonder og maskiner arbejdede for at holde deres skadede og svækkede søn i live. 54 kilo røg han ned på.

På Livgardens kaserne i Høvelte hænger mindetavler over de sårede. Her Casper Olsens. Vis mere

»Det var en frygtelig tid, hvor vi levede inde i en boble,« husker Margit Olsen om de første måneder, hvor svære komplikationer stødte til. En infektion i hovedet, som lægerne havde svært ved at få bugt med.

»Multiresistent,« indskyder Casper Olsen.

»Lægerne blev ved med at sige, at Casper var derinde bagved, men de kunne ikke få ham frem,« fortæller hans mor.

Først efter et halvt år - ved de første tegn på, at Casper Olsen så småt begyndte at registrere, hvad der foregik omkring ham - turde de tro, at han ville klare den.

Casper Olsen husker ikke selv dagen, hvor han vågnede af komaen, men ved, at det var på hans fødselsdag. (PRIVATFOTO) Vis mere

»Men det gik langsomt. Det var ikke noget med, at han bare vågnede op,« siger Erling Olsen, for hvem den største dag var dén, hvor sønnen var i stand til at spise selv.

»Da først han havde lært at tygge og synke, kørte han bare maden ind. Det var stort.«

De smiler alle tre. Selv om Casper Olsen intet husker fra den lange indlæggelse.

»Men jeg kan huske, da jeg begyndte at sidde i kørestol. Det ville jeg ikke. Jeg ville kun gå,« griner han om næste fase i hans vej tilbage til livet, hvor soldaterkammeraterne fra hans gruppe hver dag i et helt år skiftedes til at træne sammen med ham, hjalp ham på benene igen.

En glad Casper Olsen om bord på Hercules-flyet på vej til Afghanistan. (PRIVATFOTO) Vis mere

Processen var lang og blev ikke nemmere af, at hjerneskaden havde gjort ham lam i venstre side, ligesom hans synsnerve også var ramt.

»Derfor kunne han ikke orientere sig til venstre, og han kørte hele tiden ind i væggen,« fortæller faderen.

Han smiler. »Det var dét, der fik ham op at gå. En kæmpesejr.«

På den anden side af det blankpolerede bord smiler Søren P. Østergaard med.

Han er lige så stolt som Casper Olsens forældre.

»I starten fik vi at vide, at Casper ikke ville overleve. Det gjorde han, for dét havde han besluttet. Så blev han overført til Hvidovre, hvor de sagde, at han aldrig ville komme til at gå. Men det ville han.

Sådan er der masser af ting, vi har fået at vide, at Casper ikke ville kunne. Alle de ting kan Casper. Og nu kan han også løbe. Hans viljestyrke har været utrolig stærk,« siger en rørt Søren P. Østergaard.

Casper Olsen stråler som en sol.

Gensynsglæden var stor, da Casper Olsen i sidste uge blev overrasket med et besøg af sit store idol, B.S. Christiansen. (FOTO: FORSVARET) Vis mere

»Ligesom BS sagde,« tilføjer han glad om sit idol. Elitesoldaten B.S. Christiansen, der har støttet ham i hans kamp.

Livet i dag er et anderledes liv, end han havde regnet med, da han for 10 år siden plus det løse meldte sig til krigen i Afghanistan.

På bostedet for senhjerneskadede i Næstved er han aktiv hver dag. Løber, cykler, går til banko.

Og har tilmed fået en kæreste, som også er hans nabo.

»Der gik tre dage, så var vi forlovet. Hun er sød,« siger han.

Spørger man ham, om han har et godt liv i dag, er der ingen klynk.

»Ja,« svarer han. »For jeg har ren viljestyrke. Jeg er Garder.«

Men det andet liv - dét, der kunne have ligget foran hans fødder - ville han også gerne have haft.

»Jeg ville gerne skrue tiden 10 år tilbage, hvis jeg kunne. Så ville jeg sige nej til at blive udsendt.«

Læs også interviewet med B.S. Christiansen om hans stærke bånd til Casper Olsen