DR-programmet Rollinger på Plejehjem har taget danskerne med storm. Men det er ikke uden problemer, når DR bruger en gruppe børnehavebørn til at fremme ældres sundhed.

Det mener generalsekretær for Bibelselskabet Birgitte Stoklund, der kalder programmet umoralsk.

I et indlæg i Kristeligt Dagblad skriver Birgitte Stoklund, at ‘sat på spidsen er DR-programmet "Rollinger på plejehjem" misbrug af børn, iscenesat på statsligt tv.’

Du kan læse indlægget her.

Det problematiske består i, at børnene bruges som et redskab til at forbedre de ældres sundhed, forklarer Birgitte Stoklund.

»På den måde ser du ikke det andet menneske som et mål i sig selv, men som et middel til at opnå noget,« fortæller hun og uddyber:

»Det er det principielle i, at man skaber et narrativ, der lærer os alle sammen at se på hinanden med et instrumentelt blik.«

I programmet bliver de ældres fysiske og psykiske tilstand undersøgt, og så skal man ved programmernes afslutning se, om deres almentilstand er blevet bedre efter at have tilbragt tid med børnehavebørnene.

Birgitte Stoklund understreger, at der ikke er tvivl om, at både ældre og børn får rigtigt meget ud af at tilbringe tid sammen, og hun undrer sig over, hvorfor det i sig selv ikke kunne være målet med DRs tv-eksperiment.

»Hvad giver det os, når vi er sammen med nogle, der ikke ligner os? Hvordan kan vi hjælpe hinanden med at blive gladere? Det kunne ligeså godt have været den fortælling, der dannede ramme om udsendelsen,« siger Birgitte Stoklund.

Hun forstår ikke, hvorfor det ikke er nok at vise den glæde, det giver generationer at mødes.

B.T. har bedt DR kommentere Birgitte Stoklunds kritik, men det har ikke været muligt for programmets redaktør at deltage i et interview i dag, oplyser DRs presseafdeling.