Selvom vi skriver 2022, er der stadig en del tabuer forbundet med det at være kvinde og have lyst til sex. Det har debattør Anne Sofie Allarp og forfatter Nillou Zoey Johannsen meldt sig til at ændre på ved at tale åbent og ærligt om onani og orgasmer med sexolog Ditte Winkel.
ONANI
»Der er rigtig mange gode grunde til at udforske sin egen lyst og nydelse – for hvis du ikke kender dine egne hotspot, kan du ikke kommunikere det rigtige til din sexpartner. Det er en stor misforståelse, at manden bare er et serviceorg,« siger forfatter og debattør Anne Sofie Allarp.
»I de første seks måneder af et parforhold er der en åbning, hvor man kan tale og diskutere sex. Og derefter går man ind i en ordløs normaltilstand, hvor man kender hinanden og ved, hvad man skal gøre. Der bliver det nærmest suspekt, hvis man åbner munden og siger, at man egentlig hellere vil noget andet, når det gælder sex.«
Genkender du også dette scenarie, som forfatter og debattør Anne Sofie Allarp skitserer? Hvis ja, er det ikke spor mærkeligt, for rigtigt mange af os har svært ved at tale åbent om vores egne personlige oplevelser – hvad enten det er sex med vores partner eller med os selv.
»Som jeg er blevet ældre, nu fylder jeg 49 år snart, synes jeg, at der er blevet færre tabuer. Men vi kvinder er generelt dårlige til at tale sammen om det her emne – især når det gælder os selv. Og det er jo ret dumt, at vi ikke udveksler vores erfaringer med f.eks. vores veninder,« siger Anne Sofie Allarp.
Et af de mest tabuiserede emner inden for kvindelig seksualitet er onani. I den store befolkningsundersøgelse om danskernes seksualitet, Sexus, viste det sig også, at 12 procent af kvinderne skammede sig over at onanere. Det er et område, der ligger sexolog Ditte Winkel meget på sinde.
»Hvis kvinder skal sige, at de onanerer, skal de vedkende sig over for alle, at de er et seksuelt menneske, som også er liderligt, og det er der ikke mange af os, som har lyst til at tale åbent om. Kigger man derimod på mændene, er der lidt en tone a la 'de kan jo ikke gøre for det, for den sidder jo lige dér i gribehøjde, høhøhø'.«
»På den måde bliver scenariet sådan, at hvis man ikke onanerer som mand, er der noget galt. Men hos kvinder er det modsat fortegn – der er ingen undskyldning for os, så hvis vi gør det, er det at vedkende sig topmålet af selvnydelse,« siger sexolog Ditte Winkel.
»Hvis du er single og ikke har adgang til hyppig sex, ved vi, at der er masser af sundhedsfremmende faktorer ved at onanere og at nå et klimaks. Det kan nævnes, at psykiske sygdomme som depression og stress bliver mindsket, og kvinders hukommelse bliver også bedre, hvis du hyppigt onanerer og får orgasme. Derudover bliver risikoen for hjerte-kar-sygdomme også mindre, fordi du udskiller flere hormoner,« forklarer Ditte Winkel.
Hvis du er i et parforhold, hvor der ikke er meget sex, er onani også en måde at holde liv i det dernede – use it or loose it, som Ditte Winkel formulerer det.
»Og ikke mindst er onani også givende, hvis vi har et partnerskab, hvor der er gang i lagengymnastikken, fordi det er en måde, hvor vi lærer selvnydelsen og får et sprog for, hvad man godt kan lide, og ikke mindst formidler det videre til sin partner.«
»Det er ikke ualmindeligt, at mænd synes, at det bliver en gætteleg, og de famler lidt i blinde, for hvor skal de røre henne? Hvor er knappen?«
»Der er desværre ikke mange af os, som giver meget feedback, når det gælder, hvad vi gerne vil have. Så nogle gange er de lidt prisgivet, de kære mænd. De knokler for sagen, men ved ikke, hvad de skal gøre, fordi vi ikke giver anden respons end et støn undervejs. Så onani er også en måde at blive fortrolig med os selv og at kunne kommunikere det ud,« siger Ditte Winkel, og Anne Sofie Allarp supplerer.
»Mange lægger deres seksualitet over til deres partner – det er ham, der skal røre, nyde og bringe os til klimaks, fordi vi ikke ved, hvordan vi selv skal gøre det eller ikke tør. Så onanien er også vigtig til, at man kender sig selv godt nok til at vide bedre, hvordan man tager fat på manden. Det er en stor misforståelse, at manden er et serviceorgan: Han er et tag-selv-bord, og man skal selv tage fat i ham.«
»Et andet tabu er, at der er mange mænd, som oplever, at kvinder er ret kedelige at gå i seng med. Vi tror, at bare vi spreder benene, så åbner porten til paradis, og alt er godt. Men mænd kan faktisk godt synes, at vi er enormt kedelige,« siger Anne Sofie Allarp og afslutter:
»Vi er selv ansvarlige for det sexliv, vi har, og vi har kun ét liv og én klitoris. Det er vores eget ansvar at skaffe os det sexliv, vi gerne vil have.«
ORGASME
Orgasme er en fantastisk afslutning på sexakten, men for mange kvinder er det ikke altid en sikker gevinst. Forfatter Nillou Zoey Johannsen hører til de 18 procent, der kan komme vaginalt – eller det kunne hun i hvert fald, men der skete en forandring, da hun blev mor.
Vidste du, at det faktisk kun er 18 procent af alle kvinder, der igennem livet oplever en vaginal-orgasme? Det vil sige, at 82 procent af os alle sammen aldrig kommer til at opleve det.
»Jeg har ofte par siddende i min praksis, hvor manden siger, at alle hans tidligere partnere kom ved den klassiske ind-ud-knaldebevægelse, og kvinden sidder og føler sig forkert, for hun kan ikke opnå den form for orgasme. Jeg kan så sidde i mit stille sind og tænke, njaaa, det kunne tænkes, at du har haft tidligere kærester, som har faket deres orgasmer, for rent statistisk burde du ikke have en succesrate, der hedder, at du har fået alle til at komme vaginalt – det er fysiologisk ikke muligt,« fortæller sexolog Ditte Winkel.
Hun vil sammen med forfatter Nillou Zoey Johannsen gøre os klogere på det seksuelle klimaks, orgasmen. Og Nillou Zoey Johannsen er faktisk en del af statistikken på de 18 procent – eller det var hun.
»Indtil jeg blev mor, var jeg jægeren. Jeg vidste, hvad og hvilke stillinger der skulle til for at få den vaginale orgasme, og det fungerede. Men det ændrede sig, da jeg blev mor. Der skete noget med min kvindeforståelse og min energi – jeg kunne ikke jage.«
»Helt konkret er det blevet vanskeligere at opnå den vaginale orgasme. Jeg ved ikke, om fødslen har ændret noget ved min klitoris, eller om jeg fik de vaginale orgasmer ved at være den aktive, som gik meget efter det, for det gør jeg ikke på samme måde i dag,« fortæller Nillou Zoey Johannsen.
Ifølge Ditte Winkel kan begge scenarier lægge til grund for den ændrede orgasme, nemlig at Nillou før var mere aktiv og tog ansvar for sin egen orgasme, og så kan der også være noget fysiologisk, der har gjort en forskel.
»Det er absolut ikke unormalt, at når kvinder har født, bliver deres bækkenbund lidt slappere efterfølgende. Der kan bækkenbundsøvelser være med til at genoptræne bækkenbunden, så du nemmere kan opnå den form for orgasme, fordi du har øvet og trænet din muskulatur til at gå ind i spasmerne eller kramperne,« siger Ditte Winkel.
Hun opfordrer dog til, at vi nogle gange slår os til tåls med det, vi kan, så vi ikke bliver ved med at jage.
»Jeg kan godt genkende det med at acceptere, at det har ændret sig, og det er blevet noget andet. Men det kan også blive et pres, når partneren ved, at jeg faktisk kan få disse orgasmer, så bliver det en jagt efter dem, og så bliver jeg presset. Og han bliver presset,« fortæller Nillou Zoey Johannsen.
»Når en orgasme udebliver, kan det blive selvforstærkende oppe i hovedet, for jeg kan tænke, at der er noget galt med mig. Gør jeg først det, laver jeg en blokering, som gør, at jeg ikke kan nå derhen. Så det fysiske hænger meget mere sammen med det mentale, end vi går og tror,« fortæller Ditte Winkel.
KOM DU?
De fleste af os har oplevet at dyrke sex, hvor orgasmen udebliver eller bare ikke vil komme – og så faker vi. Men hvorfor gør vi egentlig det?
»Vi vil så gerne have, at alle omkring os har det godt – også i soveværelset. Vi vil ikke ødelægge den gode stemning. Vi får måske lidt ondt af ham og vil også gerne give lidt på selvtilliden. Men vi er trætte og måske også lidt opgivende, for det kommer ikke rigtigt videre, og så faker vi for at få det til at stoppe. Og så glæder vi os til næste kapitel, hvor vi skal ligge og putte,« fortæller Ditte Winkel.
Så vi faker orgasmen i en god mening. Men problemet er, at vi både snyder os selv for noget nydelse, men vi ødelægger det også for os selv fremadrettet.
»Hvis man efterfølgende går ind i parforhold med den person, hvor man har faket orgasmer, tror han, at den sex, I har, er det, der skal til for, at du også når klimaks. Så han fortsætter i samme spor, og det bliver svært for dig at finde åbningen til, hvornår du kan begynde at rette på ham. Så du ender med at spænde ben for dig selv,« siger Ditte Winkel.
Hvis vi gerne vil have jackpot hver gang, skal vi ifølge Ditte Winkel netop have fokus på den udvendige del af klitoris, fordi det er den, der er nemmest at komme til.
»Mange mænd oplever at kunne tænde forholdsvis hurtigt, og når først den står, så skal den også bruges. Men der er store forskelle hos kvinder i forhold til at blive våd inden og under akten, og da dette kan hænge sammen med, hvor ophidsede vi kvinder er, er det ikke altid, at vi er nået at blive liderlige nok til at kunne nå et klimaks, mens akten foregår. Og det er så vigtigt at sige, at det tager en kvinde tre til 15 gange så lang tid at komme, som det gør for manden. Og sidst, men ikke mindst skal vi selv tage ansvar for vores orgasme,« siger Ditte Winkel.