Nivi Meyer og Emilie Arbirk var begejstrede, da SDU Fitness tirsdag aften ændrede reglerne.

Som et resultat af deres underskriftsindsamling, må kvinder nemlig fremadrettet træne i sports-bh i centeret.

Men det er ikke al opmærksomheden, der huer de to initiativtagere.

For midt i sejrsrusen har debatten taget en uventet drejning.

Jeg vil gerne understrege at vi tager afstand til ALT islamofobi og fremmedhad som jeg ser i de her kommentarspor

Tirsdag eftermiddag – inden reglen blev ændret – valgte Dansk Folkeparti at stå frem med deres opbakning til de to studerendes underskriftindsamling.

Det gjorde de på Facebook med et billede af en kvinde i sports-bh under overskriften: »Ingen særhensyn til muslimerne«.

Efterfølgende er også Pia Kjærsgaard hos B.T. kommet med sit syn på sagen. Videoen kan ses længere nede i artiklen.

»Det kan simpelthen ikke passe, at kvinder i 2021 ikke må have en sports-bh på, når de går til træning. Hvad bliver det næste? Skal man have burka på eller noget i den stil? Det er i virkeligheden dét, det handler om,« sagde Pia Kjærsgaard til B.T.

»Der er jo åbenbart nogen, der føler sig krænkede eller ikke kan holde fingrene for sig selv – af de unge, muslimske mænd, hvis de ser en pige træne i sports-bh. Det må de så lære.«

Men det var ikke det budskab Nivi Meyer og Emilie Arbik kæmpede for at få frem. Det skriver Nivi Meyer i en kommentar på Dansk Folkepartis opslag:

»Jeg vil gerne understrege at vi tager afstand fra AL islamofobi og fremmedhad, som jeg ser i de her kommentarspor. Vi har aldrig været af den holdning, at det er folk fra andre kulturer, som har haft et problem med os,« skriver Nivi Meyer blandt andet.

SDU Fitness' omtalte regler om brugen af sports-bh, der nu er ændret, var ifølge dem selv, blandt andet baseret på 'kulturelle hensyn'. Og det er den del, Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti henviser til.

Der er jo ingen, der direkte siger, at det her har noget med muslimer eller Islam at gøre. Hvordan læser du det, ud af debatten, Pia Kjærsgaard?

»Det er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det er. Vi skal tildækkes, vi skal ikke friste mændene. Det er det, det handler om, og det er et knæfald for Islam – endnu et,« svarer Pia Kjærsgaard til B.T. i fredagens B.T. Live.

I Dansk Folkepartis kommentarspor tager Nivi Meyer afstand til den drejning, debatten har taget.

»Jeg skriver dette, fordi der er kommet rigtig mange narrativer om vores historie, som vi ikke kan stå inde for. Og det ønsker jeg at gøre 110 % tydeligt overfor alle. Tak,« skriver Nivi Meyer.

B.T. har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Nivi Meyer og Emilie Arbik. Det har ikke været muligt.