For nogen kan det virke overdrevent, at en slagter i Frederikshavn har fået en bøde på 40.000 kroner for at skrive 'Mel' i stedet for 'MEL' i en varedeklaration på en pakke tomatsuppe.

Men for andre er det helt afgørende.

»Når først man står klokken fire om natten med et sygt barn, som græder og har ondt i maven og har overskidt sig selv eller kastet op over det hele, så finder man ud af, hvor seriøst det her er.«

Sådan lyder det eksempelvis fra Michael Pearson til TV MIDTVEST om de oplevelser, han har haft på grund af sine børns fødevareallergier.

For ham er det yderst vigtigt, hvad der er skrevet med versaler på varedeklarationer. Det får nemlig store konsekvenser for hans børn, hvis de spiser fødevarer, som de ikke kan tåle.

Derfor fastslår Michael Pearson, at Fødevarestyrelsens regel ikke er for sjov, fordi allergiske reaktioner kan strække sig fra at være ubehagelig til at handle om liv og død.

Fødevarestyrelsen lod da også hammeren falde hårdt, da de besøgte Slagteren Suensonsvej i Frederikshavn 30. september.

Sammen med en smiley med mundvigene nedad fulgte nemlig en bøde på 40.000 kroner, fordi der af hensyn til allergikere skulle have stået 'MEL' med versaler på en varedeklaration. Det rapporterer TV 2 Nord.

Slagtermester Dorte Carlsen vedkender sig fejlen men kalder det 'fuldstændig urimeligt', at forseelsen skal resultere i en bøde i den størrelsesorden.

»Nu har vi fjernet hele teksten, så der står tomatsuppe med boller, og så skal kunden i stedet henvende sig til os og spørge ind,« siger Dorte Carlsen.

Hos Fødevarestyrelsen fastholder man i et skriftligt svar til TV 2 Nord, at fejl omkring tydelig mærkning af allergener er indført, fordi det kan få alvorlige konsekvenser for allergikere.

Overtrædelser anses som værende meget alvorlige, og derfor har man benyttet den normale bødesats i sagen.