Der er pigen, der stiller sig op lige foran stuelejlighedens vinduer og skifter tampon. Den brugte ryger ind i en busk.

Der er de utallige mænd og kvinder, der tisser i buske, bag skure og op ad bygninger og cykler.

Der er de splitternøgne mennesker, der bruger opgangene for at klæde om til badetøj.

»Det er en meget grænseoverskridende opførsel,« som Jacob Lund opsummerer det.

Han bor i det lille boligområde Marmorbyen, der ligger i den københavnske bydel Nordhavn. Ikke mindst om sommeren tager de 12 boligblokke sig smukt ud med åbne grønne områder og udsigt direkte ud til havnebassinet.

Eller som Jacob Lund beskriver det: »Otte måneder om året er det et dejligt sted at bo, og så er der tre-fire måneder, hvor det er det rene helvede.«

Det er lige nu. For de anlagte trapper ned til vandet fungerer som en magnet på unge festglade mennesker, så snart temperaturen stiger. Her er simpelthen proppet i sådan en grad, at beboerne i området overhovedet ikke kan eller har lyst til at bruge området.

Og som det også har været beskrevet mange andre steder i København og i resten af landet, er det til stor gene for beboerne.

Efterladenskaber fra festlighederne.
Efterladenskaber fra festlighederne. Foto: Privatfoto
Vis mere

B.T. har talt med mange beboere i området, der alle bekræfter tilstandene. Flere sammenligner det med 'en festivalplads'.

Kun få har dog lyst til at stå frem, fordi mange også har oplevet trusler og voldelig adfærd fra den festende flok, når de har bedt dem om at holde op med at tisse, larme, bade eller svine stier og kaj til. Af samme grund har B.T. valgt ikke at bringe billeder af de medvirkende i artiklen.

For at skaffe et overblik over omfanget af festlighederne har beboerne i løbet af to uger i juni registreret de upassende, ulovlige og ubehagelige episoder i området, som de har oplevet.

Det blev til i alt 335 registreringer. Trehundredeogfemogtredive. Det er dem, du kan se i videoen øverst i artiklen

Der er de mange børn og unge, der bader fra kajen, selv om det faktisk ikke er tilladt.

Der er de store mængder af skrald, der ligger overalt på især havneområdet.

Der er den konstant larm fra soundbokse, råberi og svømmeture fra middagstid til langt ud på natten.

»Larmen om natten er det værste. Det gør det til tider svært at have et job, hvor man skal stå op om morgenen,« siger Jacob Lund, der selv tidligere på året sammen med sin hustru flyttede fra en lejlighed tæt på vandet til en af de mere tilbagetrukne boligblokke.

Marmorbyen ligger ved siden af FN Byen. De røde markeringer er beboernes forslag til en indhegning af boligområderne i den østlige og vestlige del af Marmorbyen. Det er ikke blevet til noget.
Marmorbyen ligger ved siden af FN Byen. De røde markeringer er beboernes forslag til en indhegning af boligområderne i den østlige og vestlige del af Marmorbyen. Det er ikke blevet til noget.
Vis mere

Festlighederne konfronteres han dog stadig med daglig.

»Min lille hund finder tamponer og trusseindlæg i buskene. Det er helt ekstremt. Og der kan lugte fælt overalt, fordi de jo bruger området som toilet,« siger Jacob Lund, der havde boet i USA, inden han flyttede tilbage til Danmark og ind i Marmorbyen.

Parret har valgt at blive boende, fordi det var på tale at hegne boligområderne ind, som kunne hindre adgangen til beboernes grønne områder. Det skete ikke alligevel. »Havde vi vidst det, havde vi nok ikke kun rykket internt,« udtrykker Jacob Lund det.

Derfor fremstår Marmorbyen stadig som en gråzone, hvor området egentlig er privat, men med offentlig adgang – som tilfældet er med mange havneområder i København.

Spørgsmålet om, hvorvidt man ikke bør acceptere en vis larm, når man bor i byen, svarer Elisabeth Frank-Rasmussen på. Hun og manden har boet i Marmorbyen siden 2015, hvor de første beboere flyttede ind i lejeboligerne:

»Så plejer jeg at sige, at jeg er vokset op i byen, og det her er noget helt andet. Det er blevet en offentlig fest, og det holder ikke i længden,« siger hun:

»Med reposet ned til vandet indbyder det jo til, at folk kan mødes, og det er jo fint, hvis folk vil sidde og sole sig og drikke et glas vin. Det er dejligt, at der kommer den slags steder i København. Men hvis det bliver legeplads og fest, så duer det ikke. Det er ikke ordentligt gennemtænkt.«

Her supplerer Jacob Lund:

»Det er sindssygt, at København insisterer på at lave et lækkert miljø for københavnere, men overhovedet ikke tænker på dem, der bor her. Man skal være ret langt væk fra virkeligheden, hvis man ikke er bevidst om den støj, der har været ved eksempelvis Islands Brygge, og så laver man et område herude, hvor der er endnu kortere afstand til boligerne,« siger han.

For der er skrigene fra mågerne, der går ombord i skraldebunkerne tidligt om morgen.

Der er lugten af hash.

Og der er glasskårene fra de knuste flasker, der ligger spredt ud over fliserne.