De var med til at stifte Sticks‘n’sushi i 1994, men nu siger de helt farvel

Kim Rahbek Hansen og Thor Andersen sælger nu deres sidste aktieposter i selskabet.

Det skriver Børsen.

Salget kommer i forbindelse med, at Maj Invest har solgt Sticks‘n’sushi til den britiske kapitalfond McWin.

Thomas Riis, der er partner i Maj Invest og ansvarlig for investeringen i kæden, siger til Børsen:

»Kim Rahbek Hansen har ikke været en del af ledelsen eller bestyrelsen de sidste fire år, og nu træder de begge ud af ejerkredsen. Men vi har haft et rigtig godt samarbejde med både Kim Rahbek Hansen og Thor Andersen gennem årene.«

Kim Rahbek Hansen fratrådte som direktør i 2018. og i 2019 forlod han posten som næstformand i bestyrelsen.

Da Maj Invest slog til i 2019, hvor de opkøbte hovedparten af Sticks‘n’sushi, blev Kim Rahbek Hansen og Thor Andersen begge 39 millioner kroner rigere.

Efter en del år med underskud, har sushikæden de seneste tre år haft overskud.

Sidste år leverede selskabet et overskud på 21 millioner kroner.