Beskederne begyndte at tikke ind på Melanie Wollesen og Emma Rossens telefoner. 

»Er I okay??«

»Er det jer?« 

Selv skyndte de to veninder sig at forsikre alle derhjemme om, at de ikke var de to danske piger, der havde mistet livet i Vang Vieng.

Ved du noget om sagen? Så vil B.T. gerne tale med dig. Skriv en mail til journalist Matilde Svare på mati@bt.dk 

En lille by i det sydøstasiatiske land Laos, som 22-årige Melanie Wollesen og 20-årige Emma Rossen var ankommet til et par dage forinden.

Og en lille by, som de seneste par uger er blevet nævnt igen og igen som værende åstedet for formodentlige metanolforgiftninger i alkohol, der har kostet flere livet. 

»Da vi så nyheden, sad vi på en bar med tre andre danske piger, vi havde mødt. I den samme by. Vi blev bange, og det gik op for os, at det lige så godt kunne have været os,« siger de to veninder i kor. 

Veninderne nåede at nyde få dage med fest og farver, før stemningen i byen drastisk ændrede sig. Nu føler de sig heldige over, at de ikke drak det forkerte. 
Veninderne nåede at nyde få dage med fest og farver, før stemningen i byen drastisk ændrede sig. Nu føler de sig heldige over, at de ikke drak det forkerte.  Foto: Privat
Vis mere

»Vi lavede en aftale om, at vi fra nu af kun måtte drikke flaskeøl, og at vi skulle se dem åbne flaskerne. Dagen inden havde vi selv fået et gratis shot, så det er klart, at vi begyndte at bekymre os.« 

Heldigvis skete der ikke noget med nogle af de fem danske piger på baren. 

Men stemningen, samtalerne med de andre backpackere i byen og humøret blev hurtigt et andet. Et mere alvorligt. Forsigtigt. 

Indtil videre har i alt seks bekræftede ofre, der – foruden de to danske kvinder– også gælder en amerikaner, to australske kvinder på 19 år, samt en britisk kvinde, mistet livet som følge af mistænkt metanolforgiftning i byen, der længe har været et stop på mange backpackeres rute.

To af de australske ofre boede på Nana Backpacker Hostel i Vang Vieng. Et hostel, der nu er tømt og lukket efter dødsfaldene. Selv har ejeren tidligere afvist, at man har noget at gøre med forgiftningerne. 
To af de australske ofre boede på Nana Backpacker Hostel i Vang Vieng. Et hostel, der nu er tømt og lukket efter dødsfaldene. Selv har ejeren tidligere afvist, at man har noget at gøre med forgiftningerne.  Foto: Anupam Nath/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Således også på Melanie Wollesen og Emma Rossens i alt fire måneders lange eventyr.

»Vi føler os meget heldige. Vi har været afsted i cirka to måneder, og det er her, vi har drukket og festet mest. Det er en by, der er kendt for sine fester, men efter alt det her skete, tror jeg, at vi kommer til at skrue ned for det fremadrettet,« lyder det. 

Selv er veninderne netop ankommet til Thailand. Nu med rygsække, der er lidt tungere end før: 

»Man er ung og rejser verden rundt og føler sig lidt udødelig– men det er man faktisk ikke. Det er rart at komme lidt væk derfra, men vi føler meget med familierne. Det er virkelig forfærdeligt,« siger Melanie Wollesen, der tilføjer:

»Det er klart, at vores forældre nu også sidder med en klump i maven. Vi kommer helt sikkert også til at passe ekstra meget på resten af turen.« 

Lørdag kom det frem, at Laos' regering vil sende en delegation til Vang Vieng for at efterforske metanolforgiftningerne. 

Ifølge Vientiane Times og det laotiske nyhedsbureau Lao News Agency ventes der snart at blive udsendt en officiel udtalelse fra myndighederne. 

Metanol, eller træsprit, er en form for giftig alkohol, der blandt andet findes i frysevæsker og parfumer.

Selv en lille mængde kan være livstruende.