»Jeg er adrenalinjunkie på en måde. Der skal ske noget, og jeg tænker ikke altid over mit eget liv og lemmer. For det er mit arbejde, og jeg synes, at det er spændende. Jeg kunne virkelig godt tænke mig en mission igen som den til Afghanistan i 2008, for jeg lærte rigtig meget. Men…«
34-årige Martin Vad smiler skævt. På armen har han Mathilde på halvanden måned, det yngste skud på den nordjyske stamme, som ud over far og mor tæller Alberthe på ni og Valdemar på seks. Dém, der trækker den anden vej, når en af ‘De hjemvendte’ soldater drømmer om at blive udsendt igen.
Han var ung og grøn og boede stadig hjemme hos far og mor i Nibe, da han i 2003 tog sin første tur til Kosovo efterfulgt af Irak i 2004. Og det var en mættet og kamptræt ung mand, der vendte hjem.
»Jeg svor, at jeg aldrig skulle være soldat igen,« fortæller Martin Vad, hvis sult efter soldaterlivet allerede blev vakt til live igen i 2005, hvor han søgte ind til militærpolitiet, politimyndigheden inden for forsvaret.
Da han i 2008 tog med Hold 5 til Afghanistan, var det som MP'er.
»Inden fik vi at vide, at vi skulle være politi i Camp Bastion. Men da vi kom af sted, ændrede det sig fuldstændig. Nu skulle vi til Armadillo og gå med på kamppatrulje, hvilket vi slet ikke var trænet til. Det ramte os lidt hårdt i starten, for det var ikke dét, vi forventede. Men det var fint. For det var dét, der gav noget,« lyder hans vurdering i dag. 10 år senere.
Første opgave for Martin Vad kort efter ankomsten var dog som MP'er. En opgave, som han aldrig har kunnet slette på sin indre harddisk.
»Vådeskudsulykken,« siger han. »Jeg var første MP'er på stedet.«
Udtrykket i hans ansigt afspejler de barske minder fra den aften i Camp Bastion, hvor hans forbindelse til fruen hjemme i Nibe var blevet afbrudt, og han stod i administrationsteltet og bad om lov til at låne en anden telefon, da han hørte skuddene. De var godt nok tæt på, var hans første tanke.
»Så kunne jeg høre, at folk skreg og råbte derovrefra, og så løb jeg bare af sted. Alt hvad jeg overhovedet kunne,« husker Martin Vad.
»På det tidspunkt var jeg 24. Jo, jeg havde set et dødt menneske før, da min stedfar døde. Men at komme ud til noget, der var så makabert. Dét sidder stadig i mig,« siger han om synet, der mødte ham på gerningsstedet for den tragiske ulykke i lejren, hvor en soldat ved en fejl ladede et maskingevær og kom til at affyre adskillige skud mod den 21-årige Morten Krogh Jensen.
Som MP'er var det Martin Vad og hans kollegers opgave at afspærre og sikre gerningsstedet og optage rapporter til auditørkorpset.
»Jeg tror, at jeg sov tre kvarter dén morgen. Så op igen inden solen, og de andre stod op for at være sikker på, at vi havde gjort ordentligt rent. Der kan jeg huske, at da jeg om aftenen endelig fik kontakt til min kone igen, knækkede jeg lige kortvarigt. Den var hård.«
Han lægger ikke skjul på, at meningsløsheden i Morten Krogh Jensens død optog dem alle. Men krigens alvor og Taliban tvang hurtigt refleksionerne om i baghovedet, da først holdet ankom til Armadillo, hvor Martin Vad endte med at indgå som skytte i Odin Kompagniet og være mere soldat end MP'er. Og i den grad fik prøvet sine færdigheder af.
Ikke mindst de voldsomme kampe, som Odin Kompagniet var ude i den 12. juli, står lyslevende for ham. Detaljeret fortæller han om de dramatiske timer i dét, som han kalder ‘Talibans baghave’.
»Vi startede kl. 1.30 om natten og var i gang i otte timer. Jeg kan huske, at feltpræsten Jes - som befandt sig i lejren - fortalte, at han kl. 9.30 så os komme gående i formation ud af en kæmpe røgsky.
Solen stod op. Flaget vajede over lejren. Og det var en god dag, for vi havde ikke mistet nogen. Om aftenen spillede Decco Band for os i lejren. Det var en fest.«
Øjnene stråler ved mindet om de seks måneder i Afghanistan, der blev skelsættende for, hvem han er i dag.
»Når jeg tænker tilbage, kunne jeg rigtig godt lide det. Det var spændende. Det gav noget, som jeg ikke vil have været foruden. Det er meget dét, der gør mig til den, jeg er på jobbet i dag, og har sat de dybeste spor i mig,« mener Martin Vad, som ofte drømmer om udsendelsen til Afghanistan.
»Jeg drømmer, at jeg er dernede igen. Men ikke på den dårlige måde. Jeg har lyst til at være der,« smiler han og fremhæver kammeratskabet blandt soldaterne og de enkle, faste rammer som nogle af de ting, der var det bedste ved udsendelsen.
»Dét, som jeg altid tager med, når jeg har været udsendt, er mit syn på livet herhjemme. Hvor godt vi egentlig har det.«
Bagsiden af medaljen er nok mangelen på respekt. Folk havde ikke begreb om, hvad vi gennemgik dernede, hvor voldsomme kampe vi var i,« siger Martin Vad og erkender, at udsendelsen til Afghanistan også har kostet adskillige timer hos psykolog.
»Ikke at jeg har haft PTSD, men jeg har haft mine nedture og kunne mærke, at der skulle nogle samtaler til. Dér fandt jeg ud af, hvor vigtigt det er for mig, at det fungerer hjemme i familien, når jeg er ude,« lyder det fra Martin Vad, som siden har været på en række missioner. Senest i starten af i år. Mens hans kone var højgravid.
Nu er hans tredje barn kommet til verden. Og hvor nødig han end vil indrømme det, bliver det sværere og sværere at følge sin indre adrenalinjunkie og sige farvel til familien.
»Jeg kan huske, hvor hårdt det var sidste gang. For børnene reagerer da. Så jo, det er en stor udfordring at få militærlivet til at passe med familielivet, selvom min kone altid har støttet mig. Men hun så meget gerne, at jeg gik over til en mere administrativ stilling. Men altså……«
Martin Vad hælder hovedet lidt på skrå. Får bekymringsrynker i panden.
Han har prøvet at undervise. Men kedede sig hurtigt. Så misundeligt efter kollegerne, der ‘legede krig’.
»Som det er lige nu, ville jeg have det svært med ikke at tage af sted. Jeg har behov for at komme ud og bruge de ting, som jeg har lært. Det er dét, der løfter mig.
Skulle jeg så ikke bare stoppe i militæret og prøve det civile liv, spørger mange. Det tvivler jeg på. For man er jo arbejdsskadet.«
Læs i morgen historien om skytten Camilla Clemmensen
