At komme hjem var hårdt. Selv om det er 10 år siden, husker 38-årige Claus Hauge Kristensen det tydeligt. Husker, hvordan Afghanistans krigszone havde gjort ham til et andet menneske, end dén han var, da han et halvt år tidligere forlod venner og familie.

»Når man har været væk fra vennerne i et halvt år, er det svært at komme hjem og være en del af normalvenskabet igen. Jeg kan huske, at jeg i starten gjorde meget ud af ikke at sige nej til noget, skulle ikke gå glip af noget. Jeg levede et vildt liv. Arbejdede hårdt og gik i byen, brændte en frygtelig masse penge af. Og undlod at fortælle nye mennesker, at jeg lige var kommet hjem fra Afghanistan. Jeg orkede bare ikke spørgsmålene. ‘Døde der mange?’. ‘Har du dræbt nogen?',« forklarer Claus Hauge Kristensen. Helt træt ved mindet om tiden efter udsendelsen i 2008.

Herunder kan du se en tidslinje over Hold 5's ophold i Afghanistan. Klik på tallene og læs.

10 år, én kæreste og to børn senere ser alt meget anderledes ud for Claus Hauge Kristensen. For var den første tid svær og hård, har de efterfølgende år tippet vægtskålen den anden vej.

»Dén udsendelse var det hele værd. For jeg havde gode oplevelser. Og jeg kom hjem i live,« smiler han og fortsætter:

»Jeg er klart blevet et bedre menneske af at have været af sted. Det har ændret hele mit liv positivt at være dernede.«

Da en 28-årig Claus Hauge Kristensen blev udsendt med Hold 5 i februar 2008, havde eventyrlysten og drømmen om at gøre en forskel ude i verden været parkeret i flere år. Efter værnepligten røg han tilbage i det civile liv og havde travlt som supervisor for firmaet Densit i Aalborg, da der i 2007 dumpede et brev gennem brevsprækken fra forsvaret, som manglede folk til Hold 5.

»Så er chancen dér, tænkte jeg. 50 procent var nok drevet af eventyrlyst. Lysten efter at opleve noget, andre ikke havde oplevet. Prøve ting, der kunne udvikle mig personligt. Og dér var Afghanistan jo ekstremt,« fortæller Claus Hauge Kristensen om sin beslutning, der blev truffet uden at konsultere andre.

»Jeg havde en kæreste på det tidspunkt. Hun syntes, at det var noget mærkeligt noget. Mine forældre kunne heller ikke forstå det. De troede vist mest, at jeg ville springe fra.«

Claus Hauge Kristensen foran skiltet ind til Armadillo. (PRIVATFOTO) Vis mere

Han bliver stille. Eftertænksom. Og bevæget.

For først, da han for et halvt år siden mistede sin mor, gik det op for ham, hvor meget hans udsendelse til Afghanistan havde påvirket hende.

»Hun kom sig aldrig over, at jeg havde været udsendt. Det havde jeg aldrig vidst, for i min familie snakkede vi aldrig om, at vi var kede af det. Så først der på hendes dødsleje fik jeg at vide, at hun hver morgen tændte et lys under et billede af mig.

Det var hårdt at få at vide, hvor meget det havde påvirket hende. Men samtidig tror jeg, at havde jeg vidst det dengang, var jeg alligevel taget af sted. Selv om det havde været sværere,« siger Claus Hauge Kristensen, som var mortérskytte i Odin Kompagniet.

Mortérskytterne i aktion. (PRIVATFOTO) Vis mere

At udsendelsen var ekstrem, fik han hurtigt bekræftet. Ikke alene var det for netop Hold 5 ‘en skarp mission’. Blot ni dage efter ankomsten mistede de også den første ved en tragisk vådeskudsulykke, som han selv overværede, og som påvirkede alle.

Men den gjorde dem også mere stålsatte. De ville ud og bevise, at ulykken var en ulykke. At de var rustede og klar til dén mission, de var sendt ud på.

En kampklar Claus Hauge Kristensen. (PRIVATFOTO) Vis mere

»Der er ingen tvivl om, at vores enhed var sindssygt dygtige til at føre kamp. Vi var altid forberedte, og vores chef gik selv med på alle patruljer. Det lå ham meget på sinde, at det i hvert fald ikke var os, der skulle være amatørerne. Det skulle være os, der var de bedste,« siger Claus Hauge Kristensen om kompagnichefen og tilføjer:

»Der er ikke nogen anden end ham, jeg vil gå i krig med.«

Og i krig kom de. Igen og igen.

Så primitivt var det, når soldaterne skulle tage bad i Armadillo. (PRIVATFOTO) Vis mere

Efter at have sovet under åben himmel i den første tid, fik soldaterne gradvist skabt faciliteter som beskyttede sovesale. (PRIVATFOTO) Vis mere

Som mortérskytte var Claus Hauge Kristensen ikke altid med på patruljer i den grønne zone. Hans opgave var at sidde klar i lejren, hvis der blev påkaldt ild ude fra de forskellige grupper, der gik på patrulje ude i den grønne zone.

Men til tider var det næsten værre kun at kunne høre over radioen, hvad der foregik.

»For vi kunne jo, i modsætning til dem, der gik derude, høre alt, hver gang en kammerat blev ramt. Hver gang der var én, der døde,« siger Claus Hauge Kristensen, der især husker dén dag, hvor kammeraten Anders Storgaard blev dræbt.

Claus Hauge Kristensen var mortérskytte i Odin Kompagniet. Vis mere

»Vi hørte det hele over radioen. Kommunikationen mellem lægerne, helikopter meldingerne. 'Dét her overlever han ikke,' husker jeg, at jeg tænkte,« fortæller han stille om den tunge dag.

Det var på dage som den, hvor han i lighed med sine holdkammerater fandt en slags i hvert fald midlertidigt holdepunkt i troen og de ugentlige feltgudstjenester.

Ser han tilbage på sin udsendelse med voksne øjne, kan han til gengæld tvivle på, om han rent faktisk gjorde en forskel.

»Når man kørte gennem byerne dernede og så de ting, som jeg så, er det svært ikke at tænke ‘der bliver sgu aldrig demokrati dér’. Det er stammesamfund. Der er bundkorrupt. Og som jeg hørte nogle af de lokale sige, så havde de jo ingen interesse i at fortælle os, hvor Taliban befandt sig. For - som de ganske rigtig sagde - ‘Taliban er her også om tre år. Det er I ikke. Hvert halve år bliver I skiftet ud, men det er os, der skal leve med dem’.«

Claus Hauge Kristensen med på patrulje i den grønne zone. (PRIVATFOTO) Vis mere

Men at Claus Hauge Kristensen kom til at prøve ting, der udviklede ham personligt, er nagelfast.

»Jeg er blevet et langt bedre menneske. Generelt af natur er jeg meget opfarende, har altid været det. Men jeg har lært at være tålmodig, efter at jeg er kommet hjem. Jeg er blevet bedre til at håndtere situationer under stort stress. Og så er hele min forretning jo bygget på de oplevelser, jeg havde dernede med de sure sokker.«

Claus Hauge Kristensen smiler. Og fortæller historien om, hvordan han efter nogle år fik idéen til strømperne.

Claus Hauge sammen med daværende forsvarsminister Søren Gade, som besøgte Armadillo. (PRIVATFOTO) Vis mere

»Det var min kæreste, der mindede mig om, hvordan jeg altid snakkede om, at vi havde så sure strømper i Afghanistan, fordi vi gik i støvler hele tiden. Så jeg eksperimenterede med en særlig type bambus, der dræber de bakterier, som udvikler sig, når man sveder, og begyndte at producere strømper og nu også undertøj.

Sådan startede det. På grund af sure sokker. Så i bund og grund er og var jeg bare glad for min udsendelse.«

Læs i morgen historien om MPer Martin Vad.