Spørger man 33-årige Camilla Clemmensen, hvordan det har formet hende som menneske at have været udsendt med Hold 5 til Afghanistan i 2008, får hun lys i øjnene, og et smil bløder hele hendes ansigt op.

For det var dér, hun blev dén, som hun ville være. Dén, hun havde drømt om, siden hun var lille. Kampsoldaten.

»Soldater har fascineret mig lige fra barnsben. Måske fordi min morfar var det. Og min far. Jeg vidste, fra jeg var lille, at jeg ville være soldat, og holdt fast i det hele vejen op gennem folkeskolen,« fortæller Camilla Clemmensen, der allerede som treårig legede oversergent og kostede rundt med sin morfar.

30 år senere er hun selv mor til en datter på otte måneder. Men hun er også befalingsmand i Livgarden og stadig overvældet over, at hun på 15. år kan leve af det, som hun elsker.

De fleste unge forbinder det at blive 18 år med kørekort og frihed. Men det var ikke derfor, at Camilla Clemmensen klappede i sine hænder, da dagen oprandt i 2003.

Blandt de ting, som Camilla Clemmensen har gemt fra Hold 5, er navneskiltet. Vis mere

»Jeg gik kun og ventede på den,« siger hun om dagen, hvor hun endelig kunne melde sig til session. Og ikke nok med, at hun kom ind som værnepligtig. Hun fik også tilbudt en kontrakt om fastansættelse og år senere en plads i Livgarden. Med løfte om udsendelse.

Havde der eksisteret et foto af den 23-årige Camilla Clemmensen om bord på det Hercules-fly, der i februar 2008 transporterede Odin Kompagniet til Afghanistan, ville man have set en ung kvinde, der havde svært ved at være i sin egen krop af glæde og spænding over endelig at være på vej.

Men også en ung kvinde, der vidste, at nu var det i enhver henseende alvor.

»Vi havde jo fulgt med i, at scenariet havde ændret sig dernede. Så der var en anden alvor over det og mange dødsfald. Og jeg kan huske, at da kompagnichefen for Hold 4 blev slået ihjel, ramte det os alle. Men jeg var fast besluttet på, at det var dét, jeg ville.«

Med på patrulje i den grønne zone. (PRIVATFOTO) Vis mere

Selvom der er gået 10 år, kan hun stadig fremkalde følelsen af, at alt var anderledes og eksotisk. Huske lykkefølelsen over den første morgen at slå øjnene op til den blå himmel og stærke vintersol. Klar til kamp sammen med drengene.

»Ud over vores læger i saniteten var jeg eneste kvinde. Jeg tænkte ikke over det, blendede bare ind og bad ikke om, at der blev taget særhensyn,« siger hun med et skuldertræk.

På grund af stort frafald før udsendelsen var Odin Kompagniet blevet en deling mindre. Camilla Clemmensen - som var både kører og skytte - blev flyttet over i kommandodelingen som signalmand, hvorfor hun primært arbejdede inde i lejren, når de andre var på patrulje.

Mindeplade fra udsendelsen i 2008. Vis mere

»Selvfølgelig var det en stor opgave at sidde og holde signalet kørende, men jeg blev lidt frustreret over ikke at lave noget aktivt. Jeg var jo indstillet på, at jeg skulle ned og være en del af det,« forklarer hun.

Skuffelsen i stemmen er svær at skjule. Som i solidaritet begynder hendes datter at græde i baggrunden. Men gråden varer lige så kortvarigt som hendes mors skuffelse.

»Den sidste måned inden jeg skulle på orlov, fik jeg lov til at køre med ud på patrulje,« fortæller hun glad videre.

Minder fra den sidste patrulje. (PRIVATFOTO) Vis mere

»Nu var jeg dér, hvor jeg gerne ville være. Kampsoldat. Det var en frihedsfølelse for mig endelig at være med til at gøre en forskel, at agere, bruge alt det, jeg havde lært.«

Frihedsfølelsen varede dog ikke længe. Under en operation i den grønne zone fik hun blindtarmsbetændelse og endte med at blive fløjet hjem til Danmark. Før tid.

»Jeg var grædefærdig. Følelsen af at svigte holdet, at være taget væk fra dem, var et hårdt slag for mig,« siger Camilla Clemmensen, for hvem udsendelsen stoppede der.

»Det var en meget rodløs periode. Jeg følte mig helt alene. Jeg gik bare og ventede på, at de kom hjem,« siger hun videre.

Det sidste foto af Camilla Clemmensen fra Afghanistan. Dagen efter blev hun indlagt med sprængt blindtarm. (PRIVATFOTO) Vis mere

Men det var langtfra alle, der kom hjem.

»At miste dem, som vi mistede, var det hårdeste. Det var en mavepuster, hver gang.«

Syv faldne var der på Camilla Clemmensens Hold 5. To af dem var fra hendes kompagni. De vil aldrig blive glemt.

‘We will remember them, Odin Coy’ står der tatoveret på hendes arm. Som evigt minde.

Endnu et ærmemærke fra Afghanistan. Vis mere

Hun bliver stille. Husker de faldne. Og husker, hvor påvirket hun blev af, at holdningen i befolkningen til de udsendte havde ændret sig fra positiv til negativ.

»Alle havde noget dårligt at sige. Så jeg endte med at holde op med at fortælle, hvad jeg lavede. Det var hårdt konstant at skulle forsvare mine holdninger og idealer, min måde at se verden på, fordi jeg var soldat.«

Og selv om hun ikke nåede at afslutte sin udsendelse med Odin Kompagniet, fik hun set sin del.

En 22-årig Camilla Clemmensen i Afghanistan med Odin Kompagniet. (PRIVATFOTO) Vis mere

»Improviserede sprængladninger i jorden. Kraterne efter, at vores biler var sprængt i luften. Døde mennesker. Sårede mennesker. Frustrerede mennesker. Kede af det-mennesker. Det hele.«

År senere tog hun af sted igen med Hold 10 for at få den følelse af afslutning, som udsendelsen i 2008 ikke gav hende.

Der var Armadillo blevet en ‘spøgelseslejr’. Og intet kunne måle sig med udsendelsen med det sammentømrede Odin Kompagni. Familien, som hun og de andre kalder det.

Det er dén tur, der har formet hende.

I øjeblikket er Camilla Clemmensen i gang med en civiluddannelse i ledelse, men vender tilbage til Livgarden, når hun om et år er færdig. Vis mere

»Jeg er blevet meget mere målrettet. Og klogere på mig selv,« siger Camilla Clemmensen, som i øjeblikket bruger sin optjente civiluddannelse til en uddannelse i ledelse, ligesom hun tidligere har været på idrætshøjskole.

»Jeg brugte jo hele min ungdom i militæret, så det var godt lige at trække i håndbremsen og være sammen med civile unge mennesker.«

»Udsendelsen gjorde mig nok lidt hård i starten. For når man kommer hjem, kommer man hjem til et forkælet folk, til mænd og kvinder, der kan hidse sig op over småting. Og det er svært at acceptere, når man har set og oplevet det stik modsatte. Men jeg er blevet bedre til at sige pyt.«

Dette gruppefoto af det tilbageværende Odin Kompagni fik Camilla Clemmensen sendt, da hun lå syg med en sprængt blindtarm. Vis mere

Hun smiler. Kigger til sin datter. Ved endnu ikke, om dét at blive mor får indflydelse på de valg, hun kommer til at træffe.

»Jeg er blevet gift og har fået barn. Lige pludselig er jeg kommet ind i et voksenliv og skal lære, at der er nogen, der er afhængig af én,« siger hun eftertænksomt.

Men én ting er sikker. Camilla Clemmensen vender tilbage til militæret.

»Jeg er 100 procent livgarder!«

Læs i morgen historien om feltpræsten Jes Rønn Hansen.