Komedien "De Frivillige" med Anders Matthesen i hovedrollen har noget interessant på hjerte, mener anmeldere.

"De Frivillige" er en velspillet og vellykket komedie om livet som indsat på varetægtsfængslets isolationsgang, hvor de uskrevne regler hersker blandt dem, de andre ikke vil lege med.

Det mener flere danske anmeldere, der roser instruktør Frederikke Aspöck for at have godt fat i dirigentrollen.

Men den farverige fængselskomedie er også en "harmdirrende kritik af finanssektorens opportunisme", som Soundvenue formulerer det.

I filmen spiller Anders Matthesen den pædofilianklagede håndboldtræner Niels, der styrer isolationsgangens kor med fast hånd. En dag dukker den smarte og økonomisk kriminelle finansmand med tenorstemme Markus Føns (Jacob Hauberg Lohmann) op, og så er fængselsfreden forbi.

Ekstra Bladets anmelder Henrik Queitsch kalder filmen et psykologisk drama "med noget interessant på hjerte" og "et ordentligt skvæt sort humor i blandingen".

Især Matthesens rolle får ros i Politiken.

Her skriver anmelder Kim Skotte, at Anders Matthesen "giver kød og blod med en antydet autoritet og en underspillet sårbarhed, der nærmest kortslutter alle ens forventninger til en rolle af den karakter.

Informations anmelder Katrine Hornstrup Yde kalder komedien "vellykket".

- "De Frivillige" er en både letbenet og tunghjertet komedie om at lære at rumme nogen, der har sider, man aldrig ville kunne rumme, skriver Yde.

Fængselskomedien er bedst, når den "til perfektion spidder samfundet og sammenstødet mellem selvudnævnte foreningskonger og kold kapital", mener Jyllands-Postens anmelder Frederik Asschenfeldt Vandrup.

Desværre indfrir "De Frivillige" ifølge flere af anmelderne ikke helt sit potentiale. Anmelderne kritiserer især filmens slutning - dog uden at afsløre for meget.

- Hun (Frederikke Aspöck red.) bruger de indsatte som midler til at opnå sit egentlige mål, nemlig at servere en kindhest til finansverdenens fribyttere, skriver Soundvenue.

- Slutfacit på regnestykket bliver næsten for dystert realistisk et punktum til den ellers lyse og stringent fortalte fantasi om livet inden for murerne, tilføjer Jyllands-Posten.

Politiken giver "De Frivillige" fire hjerter, mens Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og Soundvenue begge giver fire stjerner. Information uddeler hverken hjerter eller stjerner.

/ritzau/