De første grønlandske kvinder har fået tildelt godtgørelse i forbindelse med spiralsagen. Det skriver Patienterstatningen på sin hjemmeside.

Kvinderne får 300.000 kroner hver.

Spiralsagen handler om grønlandske piger og kvinder, der uden deres viden og samtykke fik opsat spiral af den danske stat fra 1960-1991. Efter at Grønland hjemtog sundhedsområdet i 1992, fortsatte den praksis i en periode.

En udredning fra 2025 viste, at mindst 4070 grønlandske kvinder ved udgangen af 1970 havde fået opsat spiral.

Folketinget vedtog i sidste måned godtgørelsen på 300.000 kroner til de berørte grønlandske kvinder.

I 2025 sagde statsminister Mette Frederiksen (S) og Grønlands regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, undskyld i sagen på vegne af Danmark og Grønland.

Tidligere regeringschef i Grønland Múte B. Egede sagde i 2024, at spiralsagen var et folkedrab.

I sidste uge blev to rapporter, som blandt andet skulle undersøge netop det spørgsmål, præsenteret af den grønlandske regering.

På baggrund af de to rapporter kan den grønlandske regering ikke sige, om der har været et folkedrab eller ej, lød det fra Grønlands minister for børn, unge, justitsområdet og ligestilling, Mariane Paviasen Jensen, på et pressemøde.

RITZAU