Det bliver en uge med skiftende vejr, hvor man især som trafikant skal være opmærksom på, at temperaturerne nærmer sig frysepunktet.
Det oplyser vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Hans Peter Wandler.
- Vi nærmer os hastigt vintermånederne, og vi har temperaturer, hvor vi godt kan få rim- og isglatte veje de fleste nætter. Det er en uge, hvor man skal være opmærksom, hvis man skal ud i natte- eller morgentrafikken, siger han.
Mandag starter ud med vekslende skydække, der lokalt kan være med slud eller hagl. Temperaturen bliver mellem 3 til 8 grader. I løbet af dagen bliver det dog mest tørt med nogen og en del sol.
Når vælgerne skal ud i stemmeboksene tirsdag, er det sandsynligvis nordjyderne, der får det bedste vejr, siger Hans Peter Wandler.
- Tirsdag bliver skyet med lidt regn eller måske slud over de sydligere egne, hvor der i de nordlige egne bliver mere tørt.
- De fleste vil kunne komme ud og stemme til kommunal- og regionalvalget i tørvejr, men det er nok en god idé at have en jakke med alligevel. Det bliver lidt køligt, cirka 3 til 7 grader, siger han.
Onsdag og torsdag skal et lavtryk passere rundt om landet fra syd mod øst og nordøst.
- I forbindelse med lavtrykket får vi hagl og slud til de sydlige og østlige egne, mens der i Nordjylland måske kan komme lidt sne. Vi får temperaturer omkring frysepunktet og 6 graders varme, siger meteorologen.
Fredag kommer der lidt skyet vejr over Bornholm med lidt regn eller slud. Ellers bliver det tørt vejr med nogen eller en del sol, lyder det.
- Temperaturen dykker yderligere en lille smule, og vi får minus 1 grad til plus 4 grader.
- Der kommer pletvis rim- og isglatte veje hele ugen, så i morgen- og formiddagstimerne skal man køre forsigtigt og efter forholdene, siger Hans Peter Wandler.
/ritzau/
