Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Hun er på arbejde hver anden weekend, har aldrig juleferie og er på deltid for at kunne holde til jobbet. Men Christina Langaa Kryl kan ikke forestille sig at arbejde andre steder. Efter coronakrisen og sidste års strejke, der satte fokus på sygeplejerskernes arbejdsvilkår, har vi spurgt sygeplejerskerne om, hvor de største udfordringer er i dag, og hvorfor de bliver i faget, som mange af deres kolleger er flygtet fra?

Efter 25 år som sygeplejerske på neonatalafdelingen på Holbæk Sygehus er det stadig den daglige kontakt med de indlagte spædbørn og deres forældre, der giver mening i Christina Langaa Kryls arbejdsliv.

»Det kan godt være, at det er en kliché, men det ER det med at arbejde med mennesker, det handler om for mig. Det har givet mig super evner til at aflæse mennesker, og den daglige feedback, når man når ind til dem, og man har gjort et godt stykke arbejde, det er så givende og kan ikke beskrives.«

»Men der skal selvfølgelig være forhold, man kan arbejde under, så man kan udføre den omsorg, der giver den tilfredsstillelse. Og der er dage, hvor du ikke når det, og så er det ikke spor fedt.«

Inden for Christinas speciale med for tidligt fødte er der sket store forandringer de sidste 20 år, og på hendes afdeling er der sket et skifte fra at have rigtig mange syge børn og meget travlt:

»Det, der har været fedt inden for mit felt, er, at der jo er sket meget inden for udviklingen af selve specialet. Da jeg startede på neonatalafdelingen for 25 år siden, havde vi så sindssygt syge børn. Dengang blev der med IVF-behandling (reagensglas, red.) sat mange æg op, og vi havde derfor flere for tidligt fødte, og mange fik tvillinger. Der var også mange misdannede børn, og de bliver scannet fra i dag.«

»Lægerne er blevet meget bedre til at undgå fødsler med iltmangel, og de er blevet bedre til at holde børnene inde i maven i længere tid. Derfor har vi fået hård hud på brystet, vi, der har været der siden dengang og fulgt den udvikling.«

»I dag får vi knap så syge børn, vi får dem selvfølgelig stadig, men jeg føler, jeg får lov til at udføre den rette omsorg i meget af min arbejdstid. Vores vigtigste samarbejdspartnere er forældrene. Vi har været deres første hjem, og der henter jeg så meget livgivende respons for den sygepleje, jeg yder. Og når du bliver dygtig, kan du lige pludselig kommunikere med børnene på et andet plan. Børnene kan jo ikke snakke, og forældrene kender ikke deres børn, så vi får et helt unikt samarbejde med fantastiske familier, og derfor elsker jeg lige præcis det speciale.«

Som mange andre sygeplejersker skal Christina leve med skæve arbejdstider og ekstravagter – men når det kommer til travlhed og manglende hænder, er netop hendes afdeling et privilegeret sted:

»Vi mangler ikke hænder ligesom andre steder. Vi har super travlt, men vi kommer hele tiden op og får lidt luft, derfor er vi så gode til at blive ladet op igen. Vi kan ikke sammenligne os med andre steder, der aldrig har tid nok, hvor de hver dag går hjem med en dårlig følelse, og hvor man har sagt til en patient: 'Jeg kommer igen om lidt', selvom man godt ved, at man ikke kommer tilbage, fordi der ikke er tid til det. Vi har lange gode perioder, hvor der ikke er så meget at lave.«

»Holbæk er presset på medicinske afdelinger, ligesom de er på alle andre sygehuse, men ikke i mit speciale. De er til gengæld pressede i Hovedstaden, på Riget og Hvidovre på afdelingen med de præmature børn, så dem aflaster vi, når de har for travlt. Hvis jeg har travlt, så er det, fordi vi har mange syge børn, og vi havde et vildt ryk hele sommeren 2021, hvor der lige pludselig var en periode med ekstrem travlhed. Det skyldtes babyboom og langtidssygemeldinger hos personalet.«

»Hos os sker det stadig en gang imellem, men hos andre afdelinger er der altid ekstrem travlhed. Jeg har selv lige været pårørende på en akutafdeling, hvor jeg sad og ventede i 11 timer, og jeg var målløs. Bål- og brandslukning konstant, og de havde ikke tid til mig eller noget som helst. De har jo massive opsigelser, de kan aldrig blive færdige og aldrig gøre det godt nok. Man skal være bygget af noget specielt for at kunne være der. Det kunne jeg aldrig være i.«

Sygeplejerske Christina Langaa Kryl
Sygeplejerske Christina Langaa Kryl Foto: Peter Nørby
Vis mere

Selvom for tidligt fødte er et populært speciale, der altid nemt har kunnet rekvirere nye sygeplejersker, så kan det nu om dage knibe med at skaffe de rigtige og dygtige sygeplejersker:

»Mange af de nye, unge sygeplejersker gider ikke arbejde hver anden weekend – af den grund er vi, mere end tidligere, udfordret med at skaffe nyt personale – så hvordan inviterer vi nye dygtige kolleger ind? Det dilemma står vi lidt i nu. Og jeg forstår dem godt langt hen ad vejen.«

»Jeg er i forvejen kun på 30 timer, det har jeg været i 15 år. For at få det til at hænge sammen. Og det siger jo noget om faget, at jeg ikke arbejder fuldtid. At mange sygeplejersker er på deltid. Vi er cirka 25 ansatte på min afdeling, og kun tre arbejder fuldtid.«

»En uge kan typisk bestå af en dagvagt mandag og derefter tre nætter, så to fridage og så fire aftenvagter, så du bliver nødt til at have færre timer, fordi du skifter døgn hele tiden. Så hvis jeg skulle skifte job, skulle det alene være på grund af arbejdstiderne. Især weekendvagterne.«

»Jeg har arbejdet hver anden weekend i 25 år. Det er et livsvilkår, men det er bare det, de unge ikke gider, og jeg har da også tænkt, at det gider jeg da heller ikke mere. Og jeg gider da slet ikke, når jeg skal arbejde i julen og har fri den 24. december kl. 7 om morgenen efter en nattevagt og skal hjem at holde jul, og hele familien kommer, og jeg føler, jeg har jetlag. Fri den 25. december og så i aftenvagt den 26. december, og sådan går julen. Man bliver så træt. Jeg har haft fri én jul i 25 år. Det var forrige jul, fordi jeg havde corona.«

Men det er ikke kun surt, der er også noget godt ved et arbejdsliv, hvor man vender op og ned på dag og nat år ud og år ind.

»Hvis jeg skal se på fordelene, fordi de er der, så har jeg også min hverdagsfri, hvor jeg kan nå alt det praktiske, og da ungerne var små, var det en gave, så havde jeg tid til dem, når de kom hjem og ville lege med LEGO-klodser, fordi der var handlet ind og ryddet op og gjort klar. Så hverdagene var ikke stressede, fordi jeg gik hjemme og fik ordnet ting. Og min mand havde altid fri i weekender, så vi dækkede hinanden ind. Det er ikke kun surt, der er også fordele. Og det har fungeret langt hen ad vejen for mig og mit familieliv.«

»Men hvis jeg skulle skifte fag, var det alene for at få stabile vagter. Og jeg er lige blevet 52 år – hvor sundt er det lige med skiftende vagter? Det er ikke sundt. Det skal man måske også tænke over, for det ville være sundt for mig ikke at have skiftende vagter, men skulle jeg så have et job, jeg ikke elsker? De dage, jeg sover rigtig dårligt efter en nattevagt, bliver jeg i tvivl. Men min identitet er sygeplejerske – babysygeplejerske. Og hvis jeg skal blive gammel på en afdeling, så er jeg det rigtige sted, for jeg kommer jo aldrig til at slæbe tungt. Og jeg elsker faget så meget, at jeg også accepterer udfordringer. Og man kan jo prøve at lave nogle ting om. Jeg er ikke opgivende over for faget.«

Sygeplejerske Christina Langaa Kryl
Sygeplejerske Christina Langaa Kryl Foto: Peter Nørby
Vis mere

Opgivende er Christina måske mere over for noget andet end selve faget, for selvom hendes tro på det og fremtiden lever i bedste velgående, så er der ikke meget tro på, at sygeplejerskernes opråb og strejke bliver lyttet til – heller ikke inden det hele startede op i sommeren 2021 – og hverken statsministeren eller medierne får klapsalver fra Christina og hendes kolleger:

»Jeg blev så pissed efter coronashow og travlhed, hvor Mette Frederiksen sagde: “Gi’ den en ekstra skalle”. Jeg har stemt på Mette før, men hun er bare ikke vores mere. Hun er der slet ikke for sygeplejerskerne.«

»Hun var helt stille, da vi strejkede, men så vågnede hun op, da hun stod på et pressemøde og bad om en ekstra indsats. Det var bare ikke der, hun skulle have sagt det.«

»Det var en stående joke imellem os kolleger – hvad sagde hun lige der? Vi troede ikke vores egne ører. Jeg føler mig svigtet af vores politikere. Det er lige meget, hvordan vi strejker, så sker der ikke noget. Jeg vidste godt, inden vi strejkede, at der ikke ville ske noget.«

Men det er ikke kun politikerne, som Christina var og er skuffet over, også nyhedsdækningen af strejken og krisen i sundhedsvæsnet har ladet meget tilbage at ønske:

»Det gik virkelig op for mig, at det ikke var det hele billede, man fik. Det var meget ufuldendt beskrevet. I medierne handlede det sindssygt meget om løn, og hvordan det blev beregnet, og om det var med eller uden pension. Og om vi skulle have mere end andre. Jeg synes også, vi skal lønnes rigtigt, men for mig handler det om meget andet.«

»Blandt andet bedre betingelser for dem, der altid render stærkest, alt for stærkt. Samt at få flere hænder og bedre vilkår til at dække ind. Det troede jeg, vi kunne få flere ressourcer til. Og selvfølgelig også en bedre løn. Men alle de nuancer kom ikke med i dækningen. Slet ikke.«

»Når du kommer på sygehus i dag, kan du risikere at ligge og have bæ i din ble og ikke blive hjulpet ud af sengen, fordi der ikke er hænder nok til det på afdelingen, de har simpelthen ikke tid – blandt andet fordi de sidder og krydser ting af i Sundhedsplatformen. Det er sådan, det er på medicinske afdelinger. Det skulle det have handlet om i mediedækningen – hvordan de forhold bliver ændret.«