»De burde rejse hjem.«

Så kontant er meldingen fra udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund (S) til de personer, der søndag aften deltog i en mindehøjtidelighed for den afdøde islamistiske iranske diktator, ayatollah Ali Khamenei.

»Det er forkasteligt, at der er mennesker, som nyder godt af at leve i et frit vestligt demokrati som vores, der finder det naturligt at samles for at minde en af verdens værste despoter,« siger en »dybt skuffet« Rasmus Stoklund.

B.T. dækkede mindehøjtideligheden, som også handlede om de civile iranere, der blev dræbt i det amerikansk-israelske angreb på Iran lørdag.

Dette blev under mindehøjtideligheden fordømt som »et terrorangreb«.

Udlændinge- og integrationsministeren mener dog ikke, at man ikke kan undskylde sin deltagelse i mindehøjtideligheden med, at den også var til minde om civile iranere.

Her ses et billede fra mindehøjtideligheden, hvor der blev tændt lys for den afdøde ayatollah Khamenei.
Her ses et billede fra mindehøjtideligheden, hvor der blev tændt lys for den afdøde ayatollah Khamenei. Claes Theilgaard

»De skal lade være med at gøre sig dummere, end de er. Hvis de har et ønske om at markere tab af menneskeliv, bør de ikke gøre det samtidig med, at de hylder en despot som Khamenei,« siger Rasmus Stoklund.

Flere borgerlige partiledere har på baggrund af mindehøjtideligheden præsenteret politiske forslag.

Liberal Alliances partileder Alex Vanopslagh mener for eksempel, at deltagerne skal udelukkes fra at få dansk statsborgerskab, mens såvel Morten Messerschmidt (DF) som Inger Støjberg (DD) har givet udtryk for, at deltagerne ikke hører til i Danmark og bør sættes på et fly »hjem«.

Adspurgt, om han bakker op om disse forslag, svarer Rasmus Stoklund:

En større forsamling var mødt op til mindehøjtideligheden.
En større forsamling var mødt op til mindehøjtideligheden. Claes Theilgaard

»Jeg forstår sagtens frustrationen, og den deler jeg. Jeg vil så også minde om, at vi lever i et retssamfund, og det ved de blå partiledere også godt, selvom de puster sig lidt op her.«

Samtidig peger han på, at regeringen allerede inden valget satte gang i et arbejde med at udvikle en model til at screene personer, der ansøger om dansk statsborgerskab, så personer med »udemokratiske holdninger« kan sorteres fra.

»Men jeg synes da også selv, at deltagerne her burde pakke deres kuffert og tage tilbage til Stormellemøsten, hvor man kan leve i et islamistisk land med alt det, der følger,« siger Rasmus Stoklund.

»Vi har allerede gjort, hvad vi kan i forhold til at udvise flere. Men vi kan ikke gøre folk statsløse. Både grundloven og konventionerne blokerer for det, som jeg vurderer det,« tilføjer han.

Rasmus Stoklund peger på, at antallet af udvisninger er steget i Mette Frederiksens tid som statsminister, mens antallet af asylansøgere er faldet.

Og så understreger han, at han og Socialdemokratiet er klar til at tage et opgør med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og dennes afgørelser med det formål at kunne udvise flere.